Borgmester er rystet: - Det er jo helt vanvittigt, at vi skal bringes i sådan en situation

Nyheden om, at A.P. Møller Fonden har valgt at trække 60 millioner støtttekroner til Nyborg Slot, ryster borgmester Kenneth Muhs.

Nyheden om, at A.P. Møller Fonden har valgt ikke at udbetale det beløb, man stadig mangler at udbetale til renoveringsprojektet af Nyborg Slot, ryster Nyborgs borgmester, Kenneth Muhs (V).

- Det er jo så ærgerligt. Det er helt vanvittigt, at vi skal bringes i sådan en situation, fordi vi har ventet i så mange år med at få et projekt færdigt, som der er så stor og bred opbakning til, siger Kenneth Muhs og fortsætter:

- At vi står nu her igen og skal sættes tilbage, det kalder på, at ministeren og politikerne på Christiansborg må se at få lavet en færdig plan for Nyborg Slot. Der er jo opbakning til projektet, så mit opråb i dag er: Se nu at få det her projekt gjort færdig. For det med at skulle blive ved med at have et tomt slot, som ingen kan besøge, det er der ikke nogen, der har interesse i.

Kan ikke laves om 

Folketingets kulturordførere blev tirsdag morgen orienteret om A. P. Møller Fondens beslutning, der konkret betyder, at 60 af de 107 millioner kroner, som fonden havde bevilget til projektet, ikke udbetales.

De 47 millioner kroner er brugt på blandt andet renovering af hovedbygningen på slottet, pladsen foran Nyborg Rådhus og projekteringsudgifter.

Men Nyborgs borgmester mener ikke, at man kan tilpasse projekttet med færre midler.

- Det har jo været i spil tidligere; kan man ikke lave en remodulering, gøre det lidt mindre? Men det er jo hele sagens kerne, det kan man ikke, fordi det, der er opbakning til, er det fulde projekt. Det, der i mange, mange år er blevet tegnet og forandret, for at det tilgodeser fortidsmindet og arkæologien. Det laver man ikke bare lige om ved at tegne nogle nye streger og så sige, nu laver vi lige en fløjbygning eller gør noget andet, siger Kenneth Muhs.

Endnu en snublesten

Leder af Nyborg Slot Mette L. Thøgersen ærgrer sig over, at der igen er kommet grus i maskineriet på projektet, der har været så mange år undervejs.

- Det var en rigtig træls melding at få. Der har jo været rigtig mange forhindringer undervejs i det her efterhånden lange slotsprojekt, så at der nu er kommet endnu en snublesten på vejen i forhold til projektets færdiggørelse, det er selvfølgelig ærgerligt.

Mette. L. Thøgersen fortæller, at projektets styregruppe nu sætter sig sammen for at finde ud af, hvordan man kommer videre. Og de må afvente hjælp andre steder fra, for Østfyns Museer, som Nyborg Slot hører under, finansierer ikke selv projektets gennemførelse.

quote Det er selvfølgelig et paradoks, at vi står med et fuldstændig gennemrestaureret monument, som ingen kan komme ind at se

Mette L. Thøgersen, Leder, Nyborg Slot

- Vi venter sådan set bare på, at projektet her står færdig, og vi kan invitere gæster indenfor. Det er det, vi har allermest fokus på: Hvornår er det, vi kan slå dørene op og vise det her fantastiske monument, som jo er enestående i dansk middelaldersammenhæng, siger Mette L. Thøgersen.

Et paradoks

Mette L. Thøgersen håber, at de finansierende parter finder ud af, hvordan man kan komme videre med projektet, med eller uden de 60 millioner kroner, A.P. Møller Fonden altså har valgt at trække tilbage.

Det er langt fra første gang, Nyborg Slot-projektet er løbet ind i problemer, og derfor tror Mette L. Thøgersen også på, at man finder en løsning på denne økonomiske udfordring, projektet mandag er blevet stillet over for.

- Der har jo været mange udfordringer undervejs i det her projekt, så jeg er sikker på, at der nok skal blive fundet en løsning på det her. For det er selvfølgelig et paradoks, at vi står med et fuldstændig gennemrestaureret monument, som ingen kan komme ind at se.







Oversigt

    Oversigt