Skole indfører regler for elevers crop tops og bukser

Skoleleder på Nyborg Private Realskole, Per Larsen, forsvarer nu skolens beslutning om at forbyde visse crop tops på skolen.

I et ugebrev til elever og forældre fra Nyborg Private Realskole opfordrer skoleleder Per Larsen eleverne til at tænke over, om deres påklædning er passende.

Særligt mavebluser - de såkaldte crop tops - og hængerøvsbukser nævnes som eksempler på tøj, hvor skolen gerne ser, "at man har tøj udover til at dække".

Fyens Stiftstidende beskrev det pågældende brev for en uge siden, hvorefter skolens elevråd drøftede meddelelsen på et møde. Alligevel står skoleledelsen fast på holdningen.

- Det handler ikke om, hvad de har på, men hvor lidt hud tøjet dækker, siger skoleleder på Nyborg Private Realskole, Per Larsen, til TV 2 Fyn og fortsætter:

- Vi har simpelthen oplevet, at pigers crop top kun akkurat dækker bh'en, og det er her, vi sætter ind. Eleverve må gerne føle sig hjemme, men det er de ikke. Det her er deres arbejdsplads, så vi beder dem tænke over, hvilke signaler de sender.

Her er, hvad skolen skriver

Lærerens afgørelse

Per Larsen fastslår overfor TV 2 Fyn, at det er op til den enkelte lærer at vurdere, om den pågældende crop top er tilpas længde, eller om den er for kort.

Men fører det ikke til misforståelser, når I lader det være op til den enkelte lærer at vurdere? Ment på den måde, at nogle lærere giver lov, mens andre ikke gør.

- Selvfølgelig er det vanskeligt for læreren at skulle træffe den afgørelse, men lærerne snakker løbende med eleverne om, hvad der er god stil, og hvad der ikke er, siger Per Larsen.


Højt til loftet?

Skolelederen mener, at Nyborg Private Realskole har højt til loftet, men at en skole er et særligt sted, hvor uddannelse og dannelse går hånd i hånd. Han understreger, at en god skole med et godt fællesskab kræver faste rammer for eleverne.

- Skal alt være fri leg? Det mener jeg ikke. Jeg vil hævde, at det ikke er muligt at drive en god skole, hvis man ikke kan tale om tingene, siger Per Larsen.

Hvordan reagerer eleverne, når I beder dem tage mere tøj på?

- Som alle unge, sunde mennesker synes de, at det er hamrende urimeligt. Man skal protestere som ung, men jeg tror, at de til syvende og sidst anerkender, at man selvfølgelig ikke kan klæde sig, som man vil, siger skolelederen.

Oversigt

    Oversigt