Smitten løb løbsk: Første personer testet i banegårdens venteværelse

Torsdag annoncerede Nyborg Kommune, at et testcenter skulle oprettes på Nyborg Station. Fredag morgen blev de første personer testet.

Smitten i Nyborg Kommune er steget voldsomt de seneste uger, og kommunen har med et incidenstal på 165,8 Fyns absolut højeste smittetal - og landets fjerdehøjeste. 

For at få bremset smittespredningen i den østfynske kommune valgte Nyborg Kommune - efter dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed - at oprette et lyntestcenter på Nyborg Station. 

Fredag morgen klokken syv blev de første personer så lyntestet for covid-19.

- Det forbavsede mig lidt, da jeg hørte i nyhederne, at smitten var så høj, som den var. Det er også en af grundene til, da jeg hørte, at der blev oprettet et nyt testcenter, at jeg lige så godt kunne gøre det, siger Benny Preben Thomsen, der er førtidspensionist og bor i Nyborg. 

Med store pile og plakater i pangfarver skal rejsende ledes hen til det nyoprettede testcenter. Og i løbet af de første par timer fredag morgen har flere benyttet sig af tilbuddet. 

- Der er et stille, men pænt flow af folk. Nogen kommer så sent, at de ikke kan nå det, men der er rigtig mange, der siger, det er dejligt, og får gjort det, inden de springer på toget, forklarer Thomas Tange Rasmussen, som er centerchef for Carelink, der står for lyntestene på Nyborg Station. 

Testsvaret kommer i løbet af tre-fire minutter, og testen foregår via en podning i næsen. 

Indtil videre er ingen personer testet positiv for corona - heller ikke Benny Preben Thomsen, som er glad for, han fik taget en test. 

- Det en den eneste måde, vi rigtig kan passe på hinanden og os selv, fortæller han.

Pendlerby

Nyborg er en af landets største pendlerbyer, og placeringen af det nye lyntestcenter i det trafikale knudepunkt skal sikre, at smitten ikke spreder sig fra Nyborg til andre landsdele. 

- Vi har været i dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed, og derfor etablerer vi nu et lyntestcenter i et venteværelse på Nyborg Banegård, så man kan blive testet og få resultatet på få minutter, mens man er på vej, sagde Marianne Stentebjerg, der er direktør i Nyborg Kommune, torsdag til TV 2 Fyn. 

Det er dog ikke kun pendlerne, der får glæde af testcentret. Lokale, som Benny Preben Thomsen, kan også bruge det. Og det håber han, de lokale vil.

- Jeg håber, der er masser, der vil benytte det. Det ligger jo meget centralt, siger han. 

Udover testcentret på Nyborg Station har kommunen også oprettet et lyntestcenter ved Birkhovedskolen  i Svanedamsgade. 

Oversigt

    Oversigt