Trodser vejr og corona: - Jeg glæder mig helt vildt til at komme i vandet, fordi det sner

Kulturinstitutioner, forlystesesparker og andre tilbud er lukket på stribe på grund af nedlukningen. Men en af de få ting, der stadig er tilgængeligt, skal findes ved kysten.

Sneen daler ned over Søbadet i Nyborg. Temperaturen ligger på to grader, og vinden er frisk i ansigtet fra nordøst.

Og det er helt perfekt vejr til et dyp i Storebælt, hvis du spørger Marianne Ravn, der er høvding i Nyborgs vinterbaderklub, som hedder Vikingelauget Erik Klipping.

- Jeg glæder mig helt vildt til at komme i vandet, fordi det sner. Da jeg startede som vinterbader, var der tit et lag is på vandet. Det sker ikke så ofte længere, så det er skønt, at det sner i dag. Det bliver fantastisk at stå i vandet i snevejr, siger Marianne Ravn om dagens dyp. 

Marianne Ravn, der har vinderbadet i 12 år, fortæller, at det er vigtigt at benytte sig af det kolde havvand i disse tider.

- Der er forskning, der viser, at man har færre sygedag og større velvære og tilpashed i kroppen, hvis man vinterbader. Det er derfor, at vi lige hopper i og holder det ud, siger hun og fortsætter:

Vikingelauget Erik Klipping

- I denne tid, hvor de faste rammer bliver brudt, kan vinterbadning blive en rutine. Det er dejligt, at vi kan blive ved med det. Det frigiver et hav af dopaminer og endorfiner, der for eksempel kan modvirke en vinterdepression. Det er det, vinterbadning kan give os, siger den garvede vinterbader.

Corona har ændret badeturen

Badeklubben er lukket på grund af corona. Saunaen er låst af, og den store gruppe vinterbadere kan ikke mødes. Den nedlukning gælder til og med 17. januar.

Men på grund af de udendørsfaciliteter, som Søbadet i Nyborg har, er det alligevel muligt for vinterbaderne at hoppe i vandet.

- Det er oplagt, da der er udendørskabiner, hvor man kan klæde om, så alle kan bruge faciliteterne. Vandet er skønt og helt klart. Så alle er velkommen til at hoppe i vandet.

Dog mødes vinterbaderne kun med en til to personer, og afstanden bliver ligeledes overholdt. Det er nemlig yderst vigtigt, at man ikke forsøger at vinterbade alene.

- Selv de mest rutinerede vinterbadere kan blive utilpasse i vandet. Simpelthen besvime i kulden. Derfor er man flere, når der skal bades, siger Marianne Ravn.

Vinterbadning er som en løbetur

Hvis man står på badebroen og overvejer, om man skal begynde at vinterbade, fortæller Marianne Ravn, at man skal se det som en løbetur.

- Der er nok mange, der kan sammenligne det med en løbetur. Det er rigtig dejligt bagefter. Der er mere i det end det ubehag, man føler i øjeblikket, man er i det kolde vand. Når man kommer op, får man varmen, som giver en masse energi til kroppen og hjernen, siger hun og fortsætter:

- Ligesom en lang og hård løbetur er det først rart bagefter. Lige præcis sådan er det at hoppe i det kolde vand.

Vikingelauget Erik Klipping blev oprettet i 1991. Baggrunden for vinterbaderklubben var, at Nyborg Kommune ville fjerne bygninger, som udgør Søbadet. Dengang var der en gruppe mennesker, der tilbød, at de ville vedligeholde bygningerne, hvis de ikke blev fjernet.

Den aftale er i 2021 stadig overholdt, og nu er det så Søbadets surfere og vinterbadere, der sørger for bygningerne.

Oversigt

    Oversigt