Torsdag morgen var hallen på Nyborg Gymnasium fyldt med skolens elever. Her var der verdenspremiere på dokumentarfilmen ”Sending Aya Back”.
Dokumentaren følger 21-årige Aya Abu-Dahers kamp for at få forlænget sin opholdstilladelse.
Sidste år, mens hun selv var elev på Nyborg Gymnasium, fik hun besked om, at hun skulle sendes tilbage til Syrien, som hun flygtede fra i 2015.
- Kampen nytter noget
Det fik blandt andre skolens rektor, Henrik Vestergaard Stokholm, til at reagere. Han lavede et opslag på Facebook sammen med Aya Abu-Daher, og deres opråb førte til demonstrationer, massiv medieomtale og debat i Folketinget.
Derfor var det også vigtigt for gymnasiets rektor, at verdenspremieren på filmen foregik netop på Nyborg Gymnasium.
- Mine elever har kæmpet for Aya, så det er selvfølgelig vigtigt, at de får lov til at se den her film. Og så synes jeg også, det er med til at skabe kultur på en skole at vise det her, men også illustrere over for mine elever, at den der kamp for menneskerettigheder og kampen for noget større end sig selv den nytter noget, fordi det nyttede faktisk med Aya, siger Henrik Vestergaard Stokholm.
Det er dokumentarist Michael Graversen, der står bag filmen, som er lavet for den britiske avis The Guardian. Han fulgte filmens hovedperson, mens hun sidste år kæmpede for at få forlænget sin opholdstilladelse.
- Formålet er at vise, hvad det gør ved et menneske at stå i den her udsatte position at få inddraget sin opholdstilladelse, og vise det emotionelle pres, som Aya er under. Putte et menneskeligt ansigt på nogle af de politiske afgørelser, der bliver truffet, siger Michael Graversen.
Mediedækning skyld i forlængelse
Udover instruktør og rektor var Aya Abu-Daher også med til verdenspremieren, og det vækkede blandede følelser i den nu 21-årige kvinde.
- Det er hårdt at se dokumentaren, fordi alle minderne kommer tilbage. Jeg husker det hele igen og igen. Men jeg er virkelig stolt over, at jeg kunne være med i den her film og blive repræsentant for en stor folkegruppe, som på en eller anden måde er svag, og som ikke tør at sige noget. Så kan de måske se sig selv i den her film, siger Aya Abu-Daher.
I sommeren 2021 blev Aya Abu-Dahers opholdstilladelse så forlænget til 15. juli 2023.
En beslutning, der især blev påvirket af massiv mediedækning, og det frustrerer Nyborg Gymnasiums rektor.
- Jeg synes, det er meget, meget sørgeligt, at Flygtningenævnet og Udlændingestyrelsen ikke tror på Aya forklaring, og den eneste grund til at de giver hende ophold, det er, fordi hun har været i medierne. Det er trist. Jeg ville håbe, man ændrede praksis i stedet for og anerkendte, at Damaskus nok ikke er så sikkert, siger Henrik Vestergaard Stokholm.
Hovedpersonen selv, Aya Abu-Daher, håber ligesom sin tidligere rektor, at man ændrer praksis. Men hun håber også filmen kan være med til at vise, at flygtninge også er almindelige mennesker.
En opgørelse fra august 2021 viser, at over 400 syriske flygtninge har fået fjernet eller ikke fået forlænget deres opholdstilladelse af Udlændingestyrelsen.