Analyse: Letbanens forsinkelse bliver brugt i kommunalvalgkamp

Forsinkelsen af Odense Letbane vil i endnu højere grad betyde, at debatten om flere letbaneskinner bliver et emne til kommunalvalget i november.

quote Som en socialdemokratisk kilde siger til baggrund, så er den største fordel med den forsinkede åbning, "at vi så heller ikke skal stå på mål for, at letbanen ikke kører til tiden"

Fra analysen

Der var formentligt lagt op til den store fejring med brunsviger, flag og borgmesterklip af den røde snor, når letbanen skulle åbne i begyndelsen af september i år. I god tid før kommunalvalget den 16. november. 

Selvom ingen havde håbet på, at letbanen ville blive forsinket, så bliver dagens melding om, at letbanens åbning bliver forsinket alligevel modtaget forskelligt hos rød og blå blok i Odense.

For Venstre betyder forsinkelse nemlig, at det er vand på deres mølle i forhold til at kæmpe mod mere letbanebyggeri i Odense, mens Socialdemokraterne vil argumentere for, at det vigtigste er, at letbanen kommer, og at partiet ikke planlægger byudvikling efter, hvornår der er valg. 

Og netop den uenighed mellem V og S vil vi se foldet ud i fuldt flor i valgkampen op til kommunalvalget i november. 

Men håbet hos Socialdemokraterne var, at letbanen i god tid inden valget havde vist sit værd, og skepsis og vrede hos odenseanerne over årevis med opgravninger og vejarbejde i byen var forandret til glæde over, at der nu var et let og bekvemt transportmiddel fra Hjallese til Tarup gennem bymidten.

Det ville være med til at gøde jorden for etape to af letbanen. En etape der har en rute, der går fra Seden til Zoo og som ifølge fortalerne vil være med til at binde Vollsmose sammen med resten af byen.

Ingen kække pressebilleder i Brunneren

Men med tirsdagens udmelding om en forsinkelse af letbanen bliver der ikke nogle kække pressebilleder i letbanetoget Brunneren eller slogans med "Stem S, hvis du vil have Odense på skinner".

Som en socialdemokratisk kilde siger til baggrund, så er den største fordel med den forsinkede åbning, "at vi så heller ikke skal stå på mål for, hvis letbanen ikke kører til tiden". Galgenhumor oven på en melding, som med garanti vil blive brugt af Christoffer Lilleholt og Venstre i den kommende valgkamp. 

Spørgsmålet om der skal bygges en etape to af Odense Letbane, er et emne, som stensikkert bliver bragt op under den kommende valgkamp til efteråret. Diskussionen om en mulig etape to af Odense Letbane har allerede været på dagsordenen, når politikerne i Odense har diskuteret velfærd, udvikling af Vollsmose og et muligt salg af Fjernvarme Fyn de seneste år. 

quote En ting er dog sikker: Selvom letbanen ikke er på skinner før valget, er sporene lagt for et af de store emner  til efterårets debatter op til kommunalvalget i Odense. 

Fra analysen

Hvert år sparer Odense Kommune penge op til anlægget af etape to på letbanen, og som opsparingen ser ud, vil der i de kommende år være sparet flere hundrede millioner kroner op. Diskussionen går på, om man skal fortsætte opsparingen eller om man skal slagte den og bruge penge på noget andet.

I efteråret 2020 blev opsparingen bragt på bane, da der skulle findes penge til den storstilede renoveringsplan Velfærdens Fundament, hvor der over de næste ti år skal bruges 1,8 milliarder kroner på blandt andet at renovere skoler, daginstitutioner og plejehjem.

Her ville Socialdemokraterne sælge Fjernvarme Fyn og indkassere en halv milliard, mens Venstre ville droppe opsparingen til letbanens etape to og i stedet bruge pengene på velfærd.  

Sporene for valgdebatterne er lagt

Christoffer Lilleholt har, siden han i 2019 blev valgt som borgmesterkandidat for Venstre, tordnet mod letbanens etape to, og han vil ikke være sen til at bruge forsinkelsen af letbanen i valgkampen til at fortsætte kampen mod en udvidelse af letbanen.

Argumentet vil være, at dagens melding om en forsinkelse tydeligt viser, at letbaner er dyre og besværlige at anlægge, og at pengene kan bruges bedre på velfærd.

I stedet for letbaner, vil Venstre slå på, at man skal indføre de såkaldte BRT-busser, som er skinneløse elektriske busser, som kører i egen vejbane, og som er væsentligt nemmere og dermed billigere at etablere.

Selvom Odense altså ikke er på skinner før kommunalvalget, og emnet uundgåeligt vil blive bragt op i efterårets kommunalvalgsdebatter, så bliver forsinkelsen først rigtig farlig for Socialdemokratiet, hvis forsinkelsen også betyder budgetoverskridelser, og som meldingen fra letbaneselskabet er nu, så kan de ekstra udgifter til forsinkelsen rummes indenfor det samlede budget for byggeriet af letbanen.

En ting er dog sikker: Selvom letbanen ikke er på skinner før valget, er sporene lagt for et af de store emner til efterårets debatter op til kommunalvalget i Odense.

Oversigt

    Oversigt