Blå blok vil erstatte letbane til Vollsmose med BRT-busser

Partierne i blå blok i Odense Kommune vil bruge fem millioner kroner på at undersøge potentialet i BRT-busser som erstatning for letbanens anden etape. Borgmester afviser ideen.

Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti i Odense Byråd vil droppe planerne om at udvide letbanen med en anden etape fra Vollsmose til Odense Zoo.

Den holdning gentog Venstres Christoffer Lilleholt under torsdagens debat med borgmester Peter Rahbæk Juel (S), der var arrangeret af TV 2 Fyn.

Her diskuterede de to politikere, som til næste år begge er spidskandidater for deres respektive partier til borgmesterposten, fremtiden for Fjernvarme Fyn og letbanens anden etape.

- Vi vil gerne investere i vores by, men når vi kigger på, at vi skal lægge nogle skinner til en letbane ud til Vollsmose, der koster to milliarder kroner, så bliver vi nervøse. Det synes jeg er alt for mange penge at bruge på Vollsmose. Jeg vil hellere bruge pengene på vores folkeskoler, vores daginstitutioner og vores plejehjem, siger Lilleholt.

Busser i stedet for letbane 

I stedet vil den blå del af byrådssalen i Odense undersøge mulighederne for anlægge et såkaldt BRT-system med busser. BRT står for Bus Rapid Transit og er et miljøvenligt transportsystem, hvor busserne kører i egne baner på vejen, og hvor der er adskillige afgange i timen.

Sådan en model har man valgt i Aalborg, og det vil Christoffer Lilleholt (V) lade sig inspirere af. Derfor vil de blå partier sætte fem millioner kroner af til at undersøge mulighederne.

Borgmester Peter Rahbæk Juel (S) afviser, at den nævnte pris for letbanens anden etape er korrekt. Derudover mener borgmesteren, at det vil skræmme investorerne væk fra Vollsmose, hvis letbaneforbindelsen til bydelen droppes.

- Vi har indgået en aftale om at forandre Vollsmose i det næste årti. I Vollsmose i dag er der almene boliger og kommunale bygninger. Vi skal have private ind og bygge, og de siger alle sammen, at vi skal holde fast i vores politiske plan. For der, hvor der er letbanespor, vil de gerne investere, og jeg har altså ikke hørt investorerne snakke om busser, siger Peter Rahbæk Juel.

Mangler finansieringsplan 

Christoffer Lilleholt forklarer, at han anerkender behovet for at sikre nye og bedre offentlige transportmuligheder i Vollsmose, men han mener i stedet, at kommunen bør vise investorerne, at der er gode alternativer til letbanen.

- Vi har et ansvar for at vise investorerne en anden løsning end en letbane. Der er en løsning med grønne busser, der kommer til at køre i deres egen bane, siger Christoffer Lilleholt med henvisning til BRT-busserne.

Adspurgt af borgmester Peter Rahbæk Juel havde Christoffer Lilleholt dog ikke en klar finansieringsplan for BRT-busser til Vollsmose.

- Vi vil finde pengene ved at kigge på vores budgetter og se, hvor bruger vi pengene, svarede han.

En ny Megafon-måling lavet for TV 2 Fyn viser, at to tredjedele af de 1.000 adspurgte odenseanere foretrækker, at politikerne udskyder letbanen til Vollsmose, imens knap hver syvende odenseaner bakker op om at sælge Fjernvarme Fyn til Energi Fyn.

Se hele debatten
Fotograf: Fotograf: Redigering:

Oversigt

    Oversigt