Butikker bekymrede over trafikplan: - Politikerne spænder ben for os

En rundspørge viser, at de erhvervsdrivende i Odense er bekymrede for, om mobilitetsplanen vil føre til færre handlende i byen.

Den nye mobilitetsplan vækker bekymring hos de erhvervsdrivende i Odense. Det viser en rundspørge, som TV2 Fyn har lavet blandt 20 butikker i Kongensgade og Vestergade i Odense. 

Ud af de 20 svarer 16, at de er bekymrede for, at planen vil føre til færre handlende. 

Den nye mobilitetsplan er en aftale, som en række partier i Odense Byråd har indgået udenom Venstre og Det Konservative Folkeparti. 

Den nye plan indeholder færre hastighedsnedsættelser end den oprindelige, men til gengæld lægger den eksempelvis op til at der skal indføres såkaldte trafikøer, som er zoner der er spærret for gennemgående trafik. 

Planen har mødt modstand blandt andet fra rigmanden og ejendomsmatadoren Frederik Barfoed, som frygter at den vil føre til færre handlende i byens butikker. 

Derimod har direktøren for City Odense, Peter Bøgholm, stillet sig positivt overfor trafikplanen. Han sagde tidligere på ugen, at han ikke ser nogen problemer i den nye mobilitetsplan. 

Dermed er citydirektøren på kant med flertallet af de butikker, som TV2 Fyn har talt med. 

Hvad indeholder den nye mobilitetsplan?

Politikerne spænder ben for os

I tøjbutikken Aaskov i Vestergade sætter butikschef Lise Skov Rasmussen krydset i den side af tavlen, hvor der står "bekymret".   

- Jeg er da nervøs for, om folk finder ind til byen og handler, siger Lise Skov Rasmussen, som er butikschef i Aaskov. 

Hun efterlyser blandt andet åbne parkeringspladser, og hun mener ikke at politikerne er behjælpelige overfor de erhvervsdrivende. 

- Jeg synes politikerne spænder ben for os, siger hun

Lise Skov Rasmussen, som er butikschef i Aaskov i Vestergade, er ikke begejstret for planen.
Lise Skov Rasmussen, som er butikschef i Aaskov i Vestergade, er ikke begejstret for planen.

Hos Skoringen i Vestergade er indehaver Henrik Petersen også bekymret. 

- Det handler om tilgængelighed, og at man kan komme let ind til byen, og det er jeg nervøs for, siger han. 

Han mener, at butikkerne ikke kun skal være for dem, der bor i bymidten.

- Odense er jo Fyns hovedstad, og det skal være nemt at komme herind, siger Henrik Petersen. 

Henrik Petersen, som er indehaver af Skoringen i Vestergade, mener at byen også skal være tilgængelig for dem, der bor udenfor byen.
Henrik Petersen, som er indehaver af Skoringen i Vestergade, mener at byen også skal være tilgængelig for dem, der bor udenfor byen.

Bekymringen går igen hos Mathias Skov Christensen, som er souchef i Greenmind. 

- Nu er det ingen hemmelighed, at gågaden i Odense ikke er den travleste gågade i Danmark og især ikke Kongensgade, siger han.

Han frygter, at de handlende i stedet flytter ud i Rosengårdscenteret. 

- Nu har vi også en butik ude i centeret, som har væsentlig nemmere transportmuligheder både i forhold til parkering, men også i forhold til letbane. Så det vil jo klart trække folk derud i stedet for at skubbe dem herind. Så det er vi lidt nervøse for, siger han.

Mathias Skov Christensen, som er souchef i Greenmind i Kongensgade, frygter, at mobilitetsplanen får kunderne til i stedet at tage i Rosengårdscenteret.
Mathias Skov Christensen, som er souchef i Greenmind i Kongensgade, frygter, at mobilitetsplanen får kunderne til i stedet at tage i Rosengårdscenteret.


To hold i debatten

Der har været to lejre i debatten om mobilitetsplanen, og hvad den vil betyde for de handlende i bymidten. 

På den ene side har vi ejendomsmatadoren Frederik Barfoed er koncerndirektør og medejer af Barfoed Group, der ejer og udlejer 4.500 lejemål heraf mange erhvervslejemål i Odense. Han sagde tidligere på ugen til TV2 Fyn, at han frygtede for konsekvenserne af den nye mobilitetsplan. 

- Der bliver gennemført en del vejlukninger og lavet andre forhindringer for byens borgere, jeg er meget bekymret for, at det kan have den konsekvens, at færre vil søge imod bymidten for at handle og opholde sige, sagde Frederik Barfoed.

Frederik Barfoed er medejer og koncerndirektør i Barfoed Group, der udlejer en lang række erhvervslokaler i Odense. Han er bekymret for, at mobilitetsplanen vil betyde færre handlende i byen.
Frederik Barfoed er medejer og koncerndirektør i Barfoed Group, der udlejer en lang række erhvervslokaler i Odense. Han er bekymret for, at mobilitetsplanen vil betyde færre handlende i byen.


På den anden side har vi Peter Bøgholm, der er direktør i City Odense, som har 198 butikker i byen som medlem. Han ser ikke nogen grund til, at de erhvervsdrivende skal være bekymrede for planen.

- Det er rigtig ærgerligt, at opfattelsen er, det vil blive sværere at komme ind til byen, og at opfattelsen er, at man vil lægge blokader ud, for det er ikke rigtigt, siger Peter Bøgholm.

Han mener, at Frederik Barfoeds udlægning af planen er forkert. 

- Det er desværre blevet italesat, at det skal være svært at komme ind til byen. Der er der ingenting, der peger på. Tanken er, at det skal være nemt og hurtigt at komme ind og bruge byen, nemt og hurtigt at komme ind og parkere, siger han. 

Direktøren for City Odense, Peter Bøgholm, er ikke bekymret.
Direktøren for City Odense, Peter Bøgholm, er ikke bekymret.
Foto: Pernille Gram

Politikere blander sig 

Diskussionen om, hvorvidt mobilitetsplanen vil give færre handlende i byens butikker, har også bredt sig til politikerne. Den konservative rådmand Tommy Hummelmose lader sig ikke overbevise af direktøren for cityforeningen. 

-  Nu skal vi jo huske, at Peter Bøgholms Rolle er at være lobbyist overfor Odense Kommune og altid at være på god talefod med den til enhver tid sidende borgmester, så jeg ved ikke, hvor meget vi skal lægge i Peter Bøgholms udtalelse, siger Tommy Hummelmose (K). 

Han fortæller, at han har fået et ganske andet indtryk fra de erhvervsdrivende. 

- Vi har via vores netværk talt med de erhvervsdrivende i Odense. Der er en stærk bekymring for, at når vi skal køre 30 km/t ind ad indfaldsvejene, og det bliver sværere at køre rundt i centrum, så kommer der færre mennesker ind til centrum, siger Tommy Hummelmose. 

Den konservative rådmand Tommy Hummelmose er sikker på, at mobilitetsplanen vil betyde færre handlende i byens butikker.
Den konservative rådmand Tommy Hummelmose er sikker på, at mobilitetsplanen vil betyde færre handlende i byens butikker.

Borgmester Peter Rahbæk Juel manede til gengæld til besindighed, da han tidligere på ugen svarede på Frederik Barfoeds bekymringer. Han deler ikke ejendomsmatadorens frygt for, at færre vil søge mod bymidten. 

- Der vil blive god adgang til bymidten i 2030, og der vil også være adgang for flere, sagde han.

Borgmesteren tilføjede, at mobilitetsplanen både har et mål om at reducere CO2-udledningen og at flere skal have adgang til at bo og opholde sig indenfor ring 1. 

- Gør vi noget på klimadagsordenen, der skader den anden dagsorden, så stopper vi. Længere er den ikke, sagde borgmesteren.

Borgmester Peter Rahbæk Juel peger på, at mobilitetsplanen skal give flere adgang til at bo og opholde sig i bymidten.
Borgmester Peter Rahbæk Juel peger på, at mobilitetsplanen skal give flere adgang til at bo og opholde sig i bymidten.

TV 2 Fyn har i dag forsøgt at få en kommentar på rundspørgen fra citydirektør Peter Bøgholm. Det er ikke lykkedes at komme i kontakt med han inden redaktionens deadline.

Oversigt

    Oversigt