Byrådsmedlem om husning af ukrainere: - Det vil være en historisk fejl

Det vil være at gentage historien og lave en kæmpe fejl, hvis ukrainske flygtninge huses i udsatte boligområder som Vollsmose, lyder det fra Venstre i Odense.

Regeringen siger indtil videre nej til at ændre på reglerne for parallelsamfund for at kunne huse ukrainske flygtninge i udsatte boligområder. 

Det samme gør Venstre i Odense Kommune. Det vil være en stor fejl, siger byrådsmedlem for partiet, Araz Khan.

- Vi er i gang med at begå en historisk fejl igen, hvor vi skal have løst en udfordring, og så vil vi huse dem i områder, hvor vi forsøger at skabe noget positivt, og hvor vi i årtier har kæmpet med sociale problemer. 

Vi er nødt til at være klar

Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), er dog i modsætning til både Araz Khan og Regeringen klar til at huse ukrainske flygtninge i udsatte boligområder som Vollsmose.

Han peger på, at vi potentielt står over for en decideret flygtningekrise og derfor må inddrage de boliger, der er mulige. 

- Hvis du er kategoriseret som ikkevestlig borger, så er der visse steder, hvor du ikke kan flytte ind, og det har vi altså brug, for at folk kan, siger Peter Rahbæk Juel.

Men den løsning får Araz Khan til at bekymre sig. I stedet mener han, at der skal private aktører på banen i kommunen. 

- Vi vender på en tallerken og bør tage det med ro - vi bør gå i dialog med det private ejendomsmarked - det er ikke kun det offentlige, der skal byde ind her.

Der er andre løsninger

I et folketingssvar afviser indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S) som udgangspunkt, at reglerne skal laves om, så udsatte boligområder og forebyggelsesområder kan huse mennesker fra Ukraine.

- Jeg ønsker ikke at risikere at sætte flere års fremgang i udsatte boligområder over styr eller at modvirke det store arbejde, som kommuner og boligorganisationer har lagt i boligområderne de senere år, skriver han ifølge Ritzau. 

Og den holdning går, i modsætning til Peter Rahbæk Juels, godt i spin med Araz Khans. 

- Vi bygger meget i Odense, både privat og alment boligbyggeri, som ville kunne bruges. Men her går man tilbage til planen om placere folk ude i ghettoer - det vil være en historisk fejl, siger han. 

Han håber derfor, at Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel, vil tage imod en invitation fra Araz Khan og Venstre, så der kan findes en mere holdbar løsning -  også fremadrettet. 

TV 2 Fyn har endnu ikke fået svar på, hvor mange tomme og brugbare boliger, der kan tælles til i kommunen.






Oversigt

    Oversigt