I det fynske folks tjeneste

Coronavirus: OUH står klar med særligt beredskab

På Odense Universitetshospital har man en flere år gammel køreplan klar, hvis fynske patienter skulle blive smittet med coronavirus.

00:55

På Odense Universitetshospital er man klar, hvis coronavirussen skulle komme til Danmark. Video: Morten Albek

- Det her rum ligger lige uden for indgangen, så patienten ikke behøver at komme ind i hospitalet.

Ordene kommer fra Charlotte Mose, der er oversygeplejerske på Fælles Akutmodtagelse på Odense Universitetshospital. Hun viser rundt i det såkaldte "renserum" hvor patienter ville blive blive ført ind, hvis man mistænker dem for at være smittet med den coronavirus, der spreder sig kraftigt i Kina i disse dage.

Selvom ingen danskere endnu er blevet smittet, er både hun og resten af personalet i højeste beredskab.

- Alle er trænet i at håndtere patienter, der skal isoleres. Så det kan alle i Fælles Akutmodtagelsen håndtere, fortæller Charlotte Mose. 

Læs også Coronavirus: Bekymrede fynboer ringer til vagtlægen

Fra Odense til Skejby

I rensestuen vil en læge på afstand spørge ind til patientens symptomer. For at undgå eventuel smittefare vil lægen desuden være iført alle tilgængelige former for sikkerhedsudstyr.

Hvis lægen vurderer, at patienten muligvis er smittet med coronavirus, vil patienten blive hentet af en en specielt indrettet ambulance fra Region Midtjylland og lagt i en form for voksenkuvøse - en såkaldt EpiShuttle - der skal holde patienten isoleret under transporten. 

Ambulancen kører derefter patienten til Skejby Sygehus ved Aarhus, hvor de råder over 15 isolationsstuer til patienter med smitsomme infektioner.

Derfra overtager de behandlingen.

Læs også Museumsdirektør om coronavirus: Kan gå hårdt ud over 2020

En gammel plan

Planen for, hvordan man håndterer patiener med coronavirus, har ligget klar i mange år. Allerede under SARS-epidemien i perioden 2002-2003 forberedte man sig på at sende patienter i isolation.

- Vi har det liggende, og så er det egentlig bare at tage det ud af mappen og pudse det af, fortæller Svend Stenvang Pedersen, der er ledende overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling Q på Odense Universitetshospital. 

Under udbruddet af svineinfluenza i 2009 overvejede man i Region Syddanmark også muligheden for at opdele Odense Universitetshospital i to, hvor den ene halvdel tog sig af influenza-patienter, mens den anden tog sig af de resterende patienter.

- Det kunne jo lige pludselig være titusinder, der skulle indlægges. Det var jo en helt anden skala planlægning, siger han.  

Læs også Coronavirus spreder sig: Fynsk far bekymret for sin søn

Ingen grund til bekymring

Ifølge Svend Stenvang Petersen er situationen i Kina noget, man skal tage alvorligt.

- Lige nu er der bekræftet 24.000 tilfælde i Kina. Der er kun bekræftet 188 uden for Kina. Det siger mig, at vi ikke ved nok om, hvor smitsom den her virus er, siger han.

Dog mener han endnu ikke, at der er grund til bekymring herhjemme.

- Vi har et stærkt beredskab, og vi er forberedte på coronavirussen. Og hvis der kommer noget nyt en anden dag, er vi også forberedt på det, siger han.