OB fik point i Vejle

OB spiller 2-2 mod Vejle i fredagens kamp i superligaen. Det var første gang i fire kampe, at OB fik point mod Vejle.

Med syv minutter tilbage af den ordinære spilletid sikrede Bashkim Kadrii OB point i Vejle.

Det var således første gang i denne sæson, at fynboerne kunne trække sig ud af et møde med Vejle med point.

Bashkim Kadrii scorede det udlignende mål fra 11-meter-pletten, mens Jørgen Skjelvik udlignede til 1-1 i en kamp, hvor OB var bagud to gange og fik 2-2 med hjem til Fyn.

I forrige runde sikrede Vejle og OB sig begge endnu en sæson i superligaen, og kampen i Nørreskoven bar præg af, at begge hold spillede frit uden nedrykningsspøgelset hængende over hovedet.

Pointdelingen betyder, at både OB og Vejle nu har 37 point. Det er henholdsvis to og et point færre end AaB og Sønderjyske har i toppen af gruppen i nedrykningsspillet.

Begge hold ville fra starten af gerne spille med i fredagens kamp, og det lugtede tidligt af mål. Og et oplagt publikum i Nørreskoven skulle ikke vente længe.

Efter 13 minutter straffede Vejles Hugo Etikike en fejl i OB-forsvaret benhårdt, da han med et par skudfinter udplacerede Sayouba Mandé i OB-målet.

Gæsterne svarede dog igen blot fire minutter efter, da Jørgen Skjelvik sparkede bolden i kassen fra klos hold.

OB pressede Vejle højt, men det var alligevel hjemmeholdet, som gik tilfreds til pause. Iranske Saeid Ezatolahi øgede til 2-1 efter 39 minutter på et flot hovedstød.

Efter pausen videreførte OB det høje pres. Det forårsagede en række boldtab hos hjemmeholdet, som gæsterne dog ikke kunne lukrere på.

I stedet misbrugte de to Vejle-indskiftere Wahid Faghir og German Onugkha muligheden for at lukke kampen. Det fik konsekvenser til sidst, da Bashkim Kadrii eksekverede straffesparket til 2-2.

OB og Vejle mangler at spille to kampe i nedrykningsspillet.