Et fysisk samlingssted: Fynboer kan snart plante et træ for at mindes eller fejre

By- og Kulturudvalget i Odense Kommune vil etablere en Danmarkslund i Odense, hvor man kan plante et træ til minde om eller fejring af personer og begivenheder.

Hvis man har lyst til at mindes afdøde personer eller fejre fødsler, bryllupper, jubilæer eller andre begivenheder, kan det snart blive et mere fysisk minde i form af et træ.

Tirsdag tog By- og Kulturudvalget nemlig første skridt mod etableringen af en Danmarkslund i Odense, hvor både private personer og virksomheder kan plante træer som minder.

Sammen med organisationen Plant et Træ har Odense Kommune nemlig udvalgt et areal på 5.100 kvadratmeter ved Hollufgård til første etape af Danmarkslunden.

- Det er en utrolig smuk tanke at kunne plante et træ til minde om personer eller skelsættende begivenheder, siger by- og kulturrådmand Jane Jegind (V) i en pressemeddelelse.

Plant et Træ

Eksisterer allerede i Aarhus

Siden 1988 har aarhusianere kunnet plante træer på en Danmarkslund, og nu skal det samme gøres muligt i Odense. På Plant et Træ's hjemmeside vælger man et træ, betaler for det og derefter modtager man en inivitation til plantedag.

Hos organisationen glæder man sig over, at odenseanerne kan få lov til at plante deres minder på den måde.

quote Det er vigtigt, at samlingspunktet kan være geografisk betonet, når man vil mindes den mor, man har mistet eller fejre den datter, der har født.

Mette Døssing, fundraiser i Plant et Træ

- Danmarkslunden er indbegrebet af tilstedeværelse. Minder, der synliggøres nu til fremtidig reflektion. Vi oplever Danmarkslunden som et samlingssted, hvor familier, venner og virksomheder mødes til plantningen af deres træ for så senere at komme tilbage på særlige mindedage og samtidigt følge træets udvikling, siger Jens Døssing, der er landsformand for Plant et Træ.

I 22 år har organisationen gjort sig erfaringer i Østjylland.

- Vi har dannet os erfaringer om, hvad det betyder for mennesker at have sådan et samlingspunkt. Det har en enormt stor værdi, at man fysisk kan samle sig om at plante et træ og mødes samme sted, hvor fejringen eller mindet kan leve videre, siger Mette Døssing, der er fundraiser i Plant et Træ.

Plantedage i efteråret

Det forventes, at samarbejdsaftalen mellem Odense Kommune og Plant et Træ kan træde i kraft 1. oktober 2020, og man vil derfor kunne plante et træ ved Hollufgård fra efteråret 2020, hvor i alt 50 træer kan sættes i jorden. 

quote Det er en utrolig smuk tanke at kunne plante et træ til minde om personer eller skelsættende begivenheder.

Jane Jegind (V), By- og Kulturrådmand, Odense Kommune

- Jeg er glad for, at vi har fundet et velegnet kommunalt område, og at forslaget til Kommuneplan 2020 tager hensyn til fremtidige udvidelser af området, for jeg tror, at der vil blive taget godt imod muligheden. Et mindested som Danmarkslunden er godt for sjælen og naturen, siger Jane Jegind.

Man kan enten vælge at plante træet sammen med organisationen eller få Plant et Træ til at gøre det. Når træerne er plantet, kan man komme og gå, som man har lyst, men Danmarkslunden skal mere forståes som et naturområde, end en park.

Plant et Træ oplever allerede stor fynsk interesse fra flere virksomheder og private personer, der vil plante et træ på den kommende Danmarkslund.

- Vi synes, det betyder meget at få Danmarkslunden til Odense, fordi det er hjertet af Danmark. Det er vigtigt, at samlingspunktet kan være geografisk betonet, når man vil mindes den mor, man har mistet eller fejre den datter, der har født, siger Mette Døssing.

Oversigt

    Oversigt