Fik angst af weekendpost i e-boks - skal undgås med ny Digital Post-løsning

Digital Post i weekender og på helligdage kan være særligt forstyrrende for sårbare borgere. Derfor ønsker Odense Kommune at Finansministeret tager problematikken med i overvejelserne i den nye Digital Post-løsning.

Der er nyt håb for sårbare borgere, der gerne vil undgå Digital Post i weekender og helligdage.

I slutningen af august blev sagen taget op i Økonomiudvalget i Odense Kommune, men punktet blev udsat. I næste uge skal sagen behandles igen.

Borgmesterforvaltningen i Odense Kommune anbefaler nu, at der udarbejdes et foreløbigt vejledningsmateriale til medarbejderne om udsendelse af Digital Post, mens borgmester Peter Rahbæk Juel (S) retter en formel henvendelse til finansminister Nicolai Wammen (S) med henblik på, at der udarbejdes en funktion i den nye digitale post-løsning, Næste Generation Digital Post (NgDP), hvor borgere skal kunne markere i deres Digital Post-profil, om de ønsker noget i indbakken i weekender og helligdage.

- Jeg kan se, at det er meget ubehageligt for mange mennesker at modtage disse beskeder før weekender og helligdage. Derfor synes jeg, at det er vigtigt, sagde Social- og Beskæftigelsesrådmand Brian Dybro (SF) ved første behandling i august.

Angstfremkaldende post

En lørdag morgen i januar blev Jonas Schmidt ramt af et slemt angstanfald. Han var klokken syv om morgenen blevet indkaldt til et møde med Faaborg-Midtfyn Kommune, men uden mulighed for at få forklaringer på brevet, vejledning eller støtte - for det var uden for myndighedernes åbningstid.

Siden har han kæmpet for, at sårbare borgere ikke kontaktes i weekender og helligdage, hvor kontaktpersoner ikke kan stå til rådighed, og det er den kamp, der nu igen er blevet til håb.

Jonas Schmidt fik den angstfremkaldende post tilbage i januar 2021.
Fotograf: Jonas Schmidt/Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Tilbage i april godkendte Direktørgruppen analyseprojektet "Digital Post til sårbare borgere", og det arbejde har vist, at lovgivningen gør det svært for kommunen at kategorisere borgere som værende sårbare.

Den 30. november bliver en ny Digital Post-løsning taget i brug i Danmark, og derfor skal det gå hurtigt, hvis muligheden for at fravælge mail og SMS om digital post i weekenden skal kunne fravælges i den nye løsning.

Flere muligheder

Hvis ikke der kommer en tilfredsstillende løsning på nationalt niveau, vil det være muligt for byrådet af gøre det foreløbige vejledningsmateriale permanent. 

Også en mere omfattende mulighed for fritagelse af weekendpost kan komme på tale, men det kræver, at borgerne skal afgive et individuelt samtykke. 

For nuværende har det ikke økonomiske konsekvenser for Odense Kommune, men hvis den generelle fritagelsesmulighed med individuelt samtykke indføres, vil det kræve, at der udvikles en digital samtykkeløsning, hvis ikke Odense Kommune vil vente, til der udvikles en national samtykkeløsning i 2023.

Derudover skal der i kommunens cirka 30 brevdannede systemer indarbejdes en funktion, der gør det muligt at registrere, om den enkelte borger ønsker Digital Post i weekender og helligdage, hvilket giver et forventet udgiftsniveau på 100.000 kroner per system.

Oversigt

    Oversigt