Fire elever smittet efter gymnasietur til Rom

Efter en planlagt studietur til Rom er fire elever på Mulernes Legatskole blevet smittet med coronavirus.  

Der er blevet konstateret fire smittede elever på gymnasiet Mulernes Legatskole i Odense efter en studietur til Rom i sidste uge. To af eleverne har lette symptomer. Det fortæller rektor Torben Jakobsen til TV 2 Fyn.

- Hele klassen på 28 elever har nu virtuel undervisning, siger Torben Jakobsen.

- Ifølge Sundhedsstyrelsens anvisninger behøver vi kun sende smittede og nære kontakter hjem, men for en sikkerheds skyld lader vi alle overgå til virtuel undervisning. Klassen kom hjem torsdag og var ikke på skolen fredag, så dermed er smitten ikke overført til skolen, siger Torben Jakobsen.

Andre gymnasieture aflyst

I alt ni klasser skulle i uge 39 have været på rejser rundt i Europa. I takt med at rejseanbefalinger blev ændret i de enkelte lande, havde gymnasiet hjemmel til at aflyse de fleste af rejserne. 

- Dette kunne vi ikke gøre til Italien, da landet ikke blev orange. Desuden var smittetrykket lavere i Italien end i Danmark. Alle elever og de to lærere blev testet to gange lige inden afrejse, og alle var negative, forklarer Torben Jakobsen.

- Ud over de almindelige studierejseregler var alle underlagt skærpede regler under rejsen af hensyn til covid-19, fastslår rektoren.

Tilbage i næste uge

Eleverne kan vende tilbage til skolen efter negative test, eller når der er gået 48 timer uden symptomer. 

- Jeg forventer, de kan vende tilbage på mandag, hvis det går, som det plejer, siger Torben Jakobsen.

Mulernes Legatskole sendte i slutningen af august en anden klasse hjem fra skole som følge af coronavirus. I denne omgang er der tale om 2. k. 

Italien er et af de få lande i verden, hvor Udenrigsministeriet fortsat tillader almindelige rejser.

Oversigt

    Oversigt