Forslag: Biler skal sænke hastigheden til 30 km/t i Odense centrum

Radikale Venstre i Odense foreslår at sænke hastighedsbegrænsningen til 30 kilometer i timen overalt inden for ring to. Forslaget får blandet modtagelse.

Sæt hastigheden ned. 

Så kort kan et nyt forslag fra Radikale Venstre i Odense opsummeres. Mere præcist ønsker partiet, at alle køretøjer inden for ring to maksimalt må køre 30 kilometer i timen. 

- Ved at sætte hastigheden ned, sender vi et signal om, at når man kører inden for ring to, så må man gerne være der som bil, men man er det på de gående og på cyklisternes betingelser, siger Susanne Crawley Larsen (Rad V.).

Spændende forslag

Partiet bringer forslaget på bane i forbindelse med de forestående budgetforhandlinger i Odense Kommune, og modtagelsen blandt byrådskollegaerne er blandet. 

- Det er et spændende forslag, at de radikale er kommet med, og det taler rigtig godt ind i, at vi skal i gang med at kigge på trafikken i indre by, og det skal vi jo her til efteråret i forbindelse med vores klimaplan, så jeg tænker, det er et godt forslag, de er kommet med, siger Maria Brumvig, der er medlem af by- og kulturudvalget for Socialdemokratiet. 

Klima-selvmål

I december sidste år meldte Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S) ud, at man ville lave en lokal klimaplan, der gerne må være mere ambitiøs, end den klimalov, Folketinget har vedtaget. Den forhandler partierne i Odense om dette efterår. 

De Radikale nye hastighedsforslag bliver modtaget med skepsis hos Venstre, hvor medlem af by- og kulturudvalget Claus Houden kalder det et "klima-selvmål".

- Jeg ser det som et stort klima-selvmål i og med, alle undersøgelser, vi har tilgængelig, viser, at jo lavere hastighed, du kører med, jo mere udslip er der af CO2. Så vi synes, det er en dårlig idé, siger han. 

Odense Kommune har et mål om at være CO2-neutral i 2030, og privatbilisme er den største synder i regnskabet, men beregninger fra Vejdirektoratet viser, at biler udleder mindst CO2, når de kører 75 kilometer i timen. 

Derfor vil Radikale Venstres forslag ikke sænke CO2-udslippet i kommunen direkte. 

- Nej, nærmest snarere tværtimod, men mit forslag skal sammen med en række andre forslag nedbringe antallet af biler i midtbyen, og det er det, det går ud på: At alle de korte ture inden for ring to - når man skal på posthus, til bager, til læge - de fleste af de ture under 5 kilometer kan sagtens foregå på cykel, siger Susanne Crawley Larsen. 

FDM: Det giver ingen mening

Ifølge FDM, der er interesseorganisationen for danske bilejere, ville forslaget, som Radikale Venstre bringer på bane ikke give meget mening. 

- Som udgangspunkt er det en dårlig ide. Det kan give fin mening på konkrete steder, men at plastre det ud som en generelt hastighedsgrænse i hele byen, det giver ingen mening, siger Dennis Lange, der er chefkonsulent hos FDM. 

Tværtimod mener han, at forslaget kan risikere at have en negativ effekt. 

-  Bilisterne mister respekten for hastighedsgrænsen, hvis man laver det i et helt område. Det kan være bilister også mister fornuften andre steder, hvis man laver hastighedsgrænser, der ikke giver mening, siger han.

I stedet peger han på, at begrænsninger konkreter steder, hvor der tit sker ulykker, hvor der er mange fodgængere eller cyklister, og hvor der er skoler og institutioner, kan give mening. 

- Der er der et særligt behov - der er ikke et særligt behov i en hel by, siger Dennis Lange. 

 

 

Oversigt

    Oversigt