Gartnerisagen lukket efter giftigt slagsmål: - Det er så nemt at være hellig

Samtlige partier i Odense Byråd bakkede onsdag op om at bevilge ekstra millioner til en skærpet indsats over for byens omkring 100 gartnerier. Men trods enigheden var debatten særdeles spydig og beskyldningerne føg gennem byrådssalen.

Indsatsen for at få stoppet giftudledningerne fra de omkring 100 gartnerier i Odense bliver nu næsten fordoblet. Onsdag vedtog et enigt byråd at bevilge 2,2 millioner kroner ekstra til indsatsen. I forvejen blev der i budgetforliget for 2022 afsat 1,4 millioner kroner over de næste fire år til gartnerindsatsen.

- Med de ekstra midler følger en målsætning om, at alle gartnerier skal være lovlige om to år, lød det fra by- og kulturrådmand Christoffer Lilleholt (V).

Kritik af hidtidige indsats

Byrådets beslutning kommer efter, at TV2 Fyn og Fyens Stiftstidende i september satte fokus på, at gartnerierne trods fire års kommunal indsats fortsat udleder både lovlige og ulovlige pesticider til vandmiljøet.

quote Det er helt nødvendigt med en ekstra indsats. Det skulle nok være sket noget tidligere, men nu kan det ikke vente mere,

Susanne Crawley, børn- og ungerådmand, Radikale

Byrådets beslutning kommer efter, at TV2 Fyn og Fyens Stiftstidende i september satte fokus på, at gartnerierne trods fire års kommunal indsats fortsat udleder både lovlige og ulovlige pesticider til vandmiljøet.

Og den ineffektive indsats fik også et par ord med på vejen af flere ordførere.

- I Odense er der fundet gift i åer, vandløb drikkevandsboringer. Det, synes vi, er meget alvorligt, og vi kan ikke acceptere, at der udledes gift til vores vandmiljø, sagde beskæftigelses- og socialrådmand Brian Dybro fra SF, der herefter gik til angreb på kommunens indsats de seneste år.

- Jeg må bare sige, at jeg stadig er meget forundret over, at der er sket så lidt de sidste fire år, selvom vi i byrådet har afsat midler og fik at vide, at ulovlighederne var stoppet. Det var ikke tilfældet. Nu afsætter vi ekstra midler, og det bakker SF naturligvis op om, sagde han.

Susanne Crawley fra Det Radikale Venstre støttede ligeledes ekstrabevillingen

- Det er helt nødvendigt med en ekstra indsats. Det skulle nok være sket noget tidligere, men nu kan det ikke vente mere, sagde hun.

Kamp i gummistøvler

Socialdemokratiets politiske ordfører Cæcilie Crawley gentog kritikken af kommunens indsats de sidste år, da hun fik ordet.

- Jeg er glad for, at rådmanden har meldt sig på banen. Indtil videre er der sket forsvindende lidt. En ting er flere medarbejder. Det viser de sidste par år, at det ikke er nok med det. Det handler også om en politisk prioritering, og jeg bemærker også, at det fokus er ved at være der - også for by- og kulturrådmanden. Jeg har i hvert fald set ham med et par pæne gummistøvler på Facebook, sagde Cæcilie Crawley. 

quote Det var nogle dejlige skåltaler om det rene vand. Jeg mangler bare nogle helt klare forslag til, hvad vi skal gøre.

Christoffer Lilleholt, by- og kulturrådmand, Venstre

Hun glædede sig over, at der var kommet konkrete mål efter efterårets afsløringer fra medierne, og hun meddelte, at hun sammen med rådmanden var klar til at hoppe i sine røde gummistøvler i 2023 for at besigtige de giftfrie vandløb i Odense.

Rådmand træt af udskamning

De mange kritiske indlæg fik den nuværende rådmand for området til at beskylde partierne for at udskamme forvaltningen, ham selv og gartnerierne.

- Det var nogle dejlige skåltaler om det rene vand. Jeg mangler bare nogle helt klare forslag til, hvad vi skal gøre. I stedet for at jagte forvaltningen, undertegnede, embedsmændene og forvaltningen, så savner jeg, at man begynder at tage arbejdshandskerne på og finde nogle konkrete forslag, sagde Christoffer Lilleholt.

- Jeg synes, at det er for nemt at snakke om røde gummistøvler og Facebook. Hvornår tager man ansvaret på sig og siger: Ja, vi vil løse det, og kommer med forslag til, hvordan løser vi det, i stedet for at lave fine videoer om natur. Jeg har ikke set et forslag fra Socialdemokratiet endnu. Tværtimod har jeg set, at det er By- og Kulturudvalget, der har taget penge og forslag med til en forstærket indsats.

Herefter tog Anders W. Berthelsen (S) ordet. Han sidder selv i By- og Kulturudvalget, der haft det politiske ansvar for gartneriindsatsen.

- Vi har set Christoffer Lilleholt sidde her i salen og sige - og vi kan spole tilbage og se det, hvis nogen er i tvivl - at hvis indsatsen koster en eneste arbejdsplads, så er det ikke med Venstres stemmer. Så vil jeg spørge Lilleholt: Hvad hvis gartnerierne udleder gift om fem år? Må man så heller ikke udstede forbud om at lukke en arbejdsplads?, spurgte det socialdemokratiske byrådsmedlem.

Hellere rent vand end nye forvaltninger

Christoffer Lilleholt redegjorde for kommunens indsats de forrige år, der blandt andet har medført forbud, driftsstop og til politianmeldelser mod gartnerierne. 

- Det er så nemt at være hellig og holde skåltaler. Måske var det bedre, hvis vi kunne bruge de penge, vi nu skal bruge til nye forvaltninger, på gartneriindsatsen. Nu skal vi ansætte nye direktører og nye sekretariater. I stedet burde vi bruge pengene der, hvor vi kan gøre det bedre for borgerne, sagde den snart forhenværende by- og kulturrådmand.

Herefter vedtog et samlet byråd at afsætte 2,4 millioner kroner til en skærpet indsats for at få stoppe giftudledningerne fra gartnerierne i løbet af de næste to år.

Oversigt

    Oversigt