To indbrudstyve opdaget ved tilfælde: Ville flygte fra politiet og kørte galt

Da Fyns Politi tilfældigt støder på en bil med stjålne plader, viser det sig, at to indbrudstyve sad i bilen med tyvekoster og værktøj.

Fyns Politi fik ved et tilfælde fat i et par indbrudstyve, der i flugten fra politiet kørte ind i et helleanlæg på Middelfartvej. Her endte deres indbrudstogt, og nu sidder de og venter på konsekvenserne på politistationen.

Ved et tilfælde støder en patruljevogn på en sort personbil klokken tre natten til lørdag. Ved et rutineopslag af nummerpladen opdager Fyns Politi, at nummerpladerne er stjålet. De sidder ikke på en Peugeot i Assens, som de burde, men i stedet på en sort Opel. 

Herefter eftersætter de bilen, som forsøger at stikke af. 

Ikke ukendte

I den sorte Opel sidder to mænd på 25 og 22 år. På Middelfartvej påkører de et helleanlæg, hvor forakslen brækker, og politiet får fat i de to mænd.

- Bilen er heller ikke indregistreret, og det viser sig, at det er to indbrudstyve, der sidder i bilen, for der er både tyvekoster og indbrudsværktøj i bilen, siger vagtchef ved Fyns Politi, Kenneth Taanquist. 

De to unge mænd er heller ikke ukendte for politiet. Føreren af bilen er tidligere frakendt førerretten. 

Påvirket fører

Udover at finde tyvekoster og indbrudsværktøj finder Fyns Politi også stoffer i bilen. Føreren får taget blodprøver under mistanke om, at han enten er påvirket af euforiserende stoffer og alkohol, eller blot alkohol. 

- Nu er vi ved at finde ud af, hvor der har været indbrud, og hvor kosterne hører til, siger Kenneth Taanquist. 

Bilen og alle kosterne er taget med ind på politigården. 

- Nu skal vi finde ud af, hvor meget de har lavet, og hvor meget de har på samvittigheden, siger Kenneth Taanquist. 

De to unge mænd er etnisk danske og har bopæl på Fyn. De sidder stadig i arresten, mens Fyns Politi efterforsker, og indtil anklagemyndigheden har vurderet om, og hvordan, de skal fremstilles.