Italienske Alessia skal stemme til kommunalvalget efter to måneder i Danmark

Alessia Santopinto skal den 16. november stemme til kommunalvalget. Det har hun ret til, selvom hun er udvekslingsstuderende fra Italien.

Sammen med sin roommate tager 22-årige Alessia Santopinto en kandidattest. Hun forstår ikke, hvad der står på skærmen, men Jens Peter Jensen oversætter til engelsk.

- Synes du, der er blevet bygget for mange højhuse i Odense, spørger han italienske Alessia Santopinto.

- Nej, lyder svaret, inden Jens Peter Jørgensen klikker videre til næste spørgsmål i testen, der skal vise, hvilken kandidat Alessia Santopinto er mest enig med.

Hun kan ligesom andre stemmeberettigede i Odense sætte et kryds den 16. november - selvom den italienske udvekslingsstuderende kom til Danmark for bare to måneder siden.

- Jeg er interesseret, fordi det er en mulighed for bedre at forstå det land, jeg bor i nu. Måske kan jeg også gøre en forskel ved at stemme, fortæller Alessia Santopinto, der læser en kandidat i international virksomhedsadministration på Syddansk Universitet.

Føler sig inddraget

I Danmark kan man stemme til kommunalvalget, hvis man er fyldt 18 år, har fast bopæl i landet og enten er dansk statsborger eller statsborger i et andet EU-land.

Alessia Santopinto har planer om at blive i Danmark i mindst to år, mens hun læser på universitetet i Odense. Derfor ønsker hun at gøre brug at sin stemmeret.

- Det får mig til at føle som en del af landet, selvom jeg ikke er dansker, siger hun.

Derfor hjælper hendes roommate Jens Peter Jensen, der til daglig læser statskundskab på SDU, hende med at blive klædt ordentligt på inden valgdagen.

Hvem kan stemme til kommunalvalg - og hvem kan ikke

- Det er fint, at man kan stemme, men der skal også ligge noget information til grund for det valg, man tager, siger Jens Peter Jensen.

Bør engagere flere

Den danske SDU-studerende mener, at man burde gøre mere for, at de internationale studerende bliver engagerede i valget. På den måde får de et større tilhørsforhold til landet og dermed måske også mere lyst til at blive og bruge deres uddannelse i Danmark.

Og det er da også kun, fordi Alessia Santopinto har en indfødt roomie, at hun blev opmærksom på sin ret til at stemme.

- Mange af mine venner er internationale, og vi har slet ikke talt om det. Så jeg havde nok ikke vidst det, hvis Jens ikke havde sagt det og hjulpet med testen, siger hun.

Havde det forestående valg været et folketingsvalg, havde Alessia Santopinto ikke haft mulighed for at stemme.

Oversigt

    Oversigt