Jesper fik asbestsagen til at rulle: Tilliden til Enemærke & Petersen har rykket sig fra 0,0 til 0,001 procent

Beslutningen om at afbryde samarbejdet med det omstridte nedbryderfirma BR Miljøtech får ikke formanden for elektrikerne på byggepladsen ved Højstrupparken, Jesper Pedersen, til at droppe sin kritik af Enemærke & Petersen.

Det er "et skridt i den rigtige retning", at hovedentreprenøren på den storstilede renovering af det almene boligområde Højstrupparken i Odense, Enemærke & Petersen, onsdag meddeler, at selskabet nu afbryder samarbejdet med det omstridte nedbryderfirma BR Miljøtech.

Sådan lyder reaktionen fra Jesper Pedersen, der er formand for en gruppe elektrikere fra firmaet Kemp & Lauritzen, der har arbejdet på projektet.

Det var ham, der fik sagen til at rulle, da han tirsdag stod offentligt frem og fortalte Fyens Stiftstidende og TV 2 Fyn om den mangelfulde asbesthåndtering på byggepladsen.

Men ifølge Jesper Pedersen burde Enemærke & Petersen have reageret langt tidligere. Han er stadig dybt kritisk over for hovedentreprenørens ageren og siger:

- Nu har de (Enemærke & Petersen, red.) gjort det, som jeg ikke forstår, at de ikke har gjort fra starten af. Nemlig at smide BR Miljøtech under bussen. Men der er stadig mange ting i det her, som emmer af, at det er dem selv, der har fejlet. Og de har stadig nogle folk siddende på poster, som, må jeg ærligt sige, fejler i deres arbejde.

Falske forsikringer

Det var i efteråret sidste år, at elektrikerne med Jesper Pedersen i spidsen for alvor begyndte at blive bekymret for håndteringen af asbesten i Højstrupparken.

Jesper Pedersen rejste bekymringen over for Enemærke & Petersens byggeledelse - blandt andet efter at have fået støv i hovedet fra et lampeudtag, som han mistænkte kunne være asbest. Men han blev af byggeledelsen forsikret om, at der intet var at være bekymret for, fordi asbesten var fjernet.

Det var bare et problem - at det ikke var korrekt.

For da elektrikerne selv fik et uafhængigt analysefirma, OBH Gruppen, til at tage prøve, kom der et bekræftende svar tilbage - der var asbest lige der, hvor elektrikerne af Enemærke & Petersen var blevet forsikret om, at de trygt kunne arbejde. Og sagen viste sig ikke at være enestående.

Asbestsagen fra Odense


Presset af omtale

Ifølge Jesper Pedersen har han lige siden forgæves forsøgt at råbe Enemærke & Petersens byggeledelse op.

Derfor er han overbevist om, at det er de seneste dages medieomtale, som er årsag til, at Enemærke & Petersen nu langt om længe får smidt BR Miljøtech på porten.

- Det er der ingen tvivl om. Det er udelukkende fordi, at nu kan de ikke holde det lukket inde i deres verden, der hedder Højstrupparken længere. Nu kan de ikke lyve over for folk længere. Nu kommer det frem til offentligt skue, så nu bliver de nødt til at drage nogle konsekvenser, mener Jesper Pedersen.

Hans tillid til Enemærke & Pedersen er derfor kun forbedret en smule af, at BR Miljøtech nu bliver smidt på porten.

- Tilliden til Enemærke & Petersen har rykket sig fra 0,0 til 0,001 procent, siger han.

Fyens Stiftstidende og TV 2 Fyn har gennem flere dage forgæves at få et interview med Enemærke & Petersens adm. direktør Troels Aggersbo, der kun har villet svare på skrift.

I en skriftlig udtalelse onsdag begrunder han beslutningen om at afslutte samarbejdet med BR Mijløtech således:

”Enemærke & Petersen afvikler asbestnedrivningssamarbejdet med BR Miljøtech på Højstrupparken, så hurtigt som det er ansvarligt. Det gør vi på baggrund af deres mangelfulde håndtering af asbest på renoveringen af Højstrupparken".

Faktisk er asbestsagen fra Højsstrupparken langt fra enestående, for der er store økonomiske gevinster, hvis man bryder reglerne og kun en meget lille straf. Det kan du læse mere om her. 

Oversigt

    Oversigt