Kenneth og Jakob samler skrald: - Vi har fundet over 39 mundbind på én tur

Hver onsdag formiddag begiver Kenneth Antonsen og Jakob Møller From fra Odense Værkstederne sig ud for at gøre Odense renere - ét stykke skrald af gangen.

En gribetang i den ene hånd og en sort affaldssæk i den anden.

Udstyret fejler intet hos Kenneth Antonsen og Jakob Møller From fra Odense.

Lige siden 2018 har de hver onsdag formiddag samlet skrald sammen. Denne onsdag er ingen undtagelse. 

- Vi er trætte af at se så meget affald. Det går lige ned i vores grundvand, som vi drikker. Det er ikke særlig sundt, fortæller Kenneth Antonsen.

quote Kenneth Antonsen

Vi finder trusser, handsker og bh’er. Alt muligt.

Mundbind og andet skrald

Begge mænd er fra Odense Værkstederne - et tilbud for personer med nedsat fysisk- og psykisk funktionsevne. Selv fik de idéen til at begive sig ud på “skraldegåtur”, da de blev trætte af at se, at der ligger skrald og flyder i Odense Centrum. Derfor har de lige siden projektets begyndelse sat sig for at passe på miljøet. 

- Vi har det godt, inden vi skal ud og samle affald. Vi står og rydder op i naturen. Der står mange skraldespande rundt omkring, men folk smider ved siden af. De kan lære at smide i skraldespanden, siger Kenneth Antonsen. 

Odenses gader byder på lidt af hvert Foto: Rasmus Rask 
Odenses gader byder på lidt af hvert Foto: Rasmus Rask 

Og det er heller ikke småting, der ender i Odenses gader frem for en skraldespand. Cigaretskod er en klassiker, og det sidste år har det særligt været mundbind, der har ramt ved siden af skraldespanden.

- Vi har fundet over 39 mundbind på én tur, fortæller Jakob Møller From. 

Gode snakke

Begge mænd bliver stadig overrasket over, hvad de finder af skrald, når de er ude på deres ugentlige tur. 

- Vi finder trusser, handsker og bh’er. Alt muligt, uddyber Kenneth Antonsen.

Ved siden af de to herrer går Linda Gullaug Nymann. Hun er socialpædagog ved Odense Værkstederne og er med på alle skraldeturene. 

- Det er noget, der har skabt enormt meget sammenhold i gruppen. De elsker det, fortæller hun og fortsætter: 

- Vi får mange gode snakke om de forskellige ting, der ligger. For eksempel plastik, som ikke forgår. Der ligger virkelig meget skrald over det hele. 

Et nyt skraldefund 

Dagens tur lakker mod enden. 

Selvom mændene har samlet affald siden 2018, så byder Odenses gader alligevel på mærkværdige fund, der ikke blevet samlet op før. 

- Et kondom! Det er frygteligt ulækkert. Svineri. Det må være koldt, siger Kenneth Antonsen forbavset.

- Det er første gang, jeg har set sådan et kondom på gaden, fortæller Jakob Møller From. 

Dagens sidste fund bliver taget og ført ned i dybet på den sorte skraldesæk. Turen stopper ved flere grønne containere, hvor skraldesækkene bliver smidt i. 

Kenneth Antonsen ser tilbage på en god tur og forsikrer, at andre kan blive lige så gode til at samle affald. 

- De kan komme og få et skraldekursus. Så kan vi lære andre, hvordan man samler affald op, siger han. 

 

 

Oversigt

    Oversigt