Malaika blev et af årtiets sidstfødte børn

Det var en stille nytårsaften på fødeafsnittet på Odense Universitetshospital, men det gjorde ikke aftenen mindre speciel.

Der var tomt på gangene på fødeafsnittet på Odense Universitetshospital, men på stue tre var der liv. Et nyt liv. Lille Malaika på godt tre timer. Hun blev født klokken 17 nytårsaften og var et af de få børn, der kom til verden på fødeafsnittet på Odense Universitetshospital tirsdag.

- Jeg kunne ikke ønske mig noget bedre end at tilbringe nytårsaften med hende. Det er dejligt, siger Malaikas mor, Maemona Nalobega.

quote Det er mærkeligt, fordi det er den sidste dag i år. Men nu skal vi alle sammen fejre hende hvert år

Maemona Nalobega, førstegangsfødende mor

Og netop det, at Malaika kom til verden på nytårsaften, er ifølge Maemona Nalobega noget helt særligt.

- Det er mærkeligt, fordi det er den sidste dag i år. Men nu skal vi alle sammen fejre hende hvert år, så det er skønt, siger den førstegangsfødende mor.

Få fødte nytårsaften på OUH

Normalt bliver der født mellem 10 og 12 børn om dagen på fødeafsnittet på Odense Universitetshospital, men den 31. december 2019 lød tallet på blot tre børn. Sanne Engel, der har været jordemoder i 35 år, har dog en idé om, hvorfor der nytårsaften var så stille.

quote Det er nytårsaften, så man tænker ikke over, at ens barn ikke har sparket. Så vores kunder – lidt ligesom hvis der er en god håndboldkamp i fjernsynet – ringer først senere

Sanne Engel, koordinerende jordemoder, Odense Universitetshospital

- Det er nytårsaften, så man tænker ikke over, at ens barn ikke har sparket. Så vores kunder – lidt ligesom hvis der er en god håndboldkamp i fjernsynet – ringer først senere, når de har overstået det, de skal. Så i dag er der meget stille, sagde Sanne Engel, der er koordinerende jordemoder på Odense Universitetshospital, da TV 2/Fyn talte med hende sent nytårsaften.

Derfor var der også tid til at fokusere på nogle andre ting for jordemødrene nytårsaften.

- Det er meget hyggeligt. Der er nogle ting i det, der gør det mere intimt. Man sætter pris på ens kollegaer på en anden måde, når vi er sammen nytårsaften. Vi gør os mere umage for at kommunikere i forhold til hverdagen, hvor der er travlt med så meget andet. Vi rykker sammen, siger Sanne Engel.

Jordemoder Sanne Engel mener, hun ved, hvorfor nytårsaften var stille.
Fotograf: Kamilla Kilias og Frederikke Bertram

Nytårsmirakel

For Maemona Nalobega kom det ikke bag på hende, at Malaika kom til verden nytårsaften. 

- Jeg havde ikke planer, for jeg vidste godt, at enten ville hun komme denne uge eller den kommende, for jeg var gået over tid, siger hun.

quote Jeg kan stadig ikke tro, at hun er min

Maemona Nalobega, førstegangsfødende mor

Men efter tre timer med den lille pige i sine arme havde hun fortsat svært ved at sætte ord på det lille nytårsmirakel.

- Jeg kan stadig ikke tro, at hun er min, og at hun er her efter så lang tid, siger Maemona Nalobega.

Ind til videre er der den 1. januar 2020 født et enkelt barn på Odense Universitetshospital.

Oversigt

    Oversigt