Marie Lundbak Lind er passioneret omkring sit vægttab og måske endnu mere, hvordan hun har opnået det.
- Jeg bruger ind imellem udtrykket 'at være faldet i' selv , men i virkeligheden, er det forkert at tale om.
Sådan lyder det, når 24-årige Marie Lundbak Lind skal fortælle om de ændringer, hun har gjort i sit liv. For trods en kamp med vægten, insisterer den unge lærerstuderende nemlig på, at hun vil kunne spise en pose af sine yndlingschips og dase på sofaen, hvis hun får lyst.
For hende handler det i meget lille grad om, hvor meget hun træner og spiser og i langt højere grad om, hvad der foregår i hovedet.
Det var sådan, Marie Lundbak Lind opnåede et vægttab, der med hendes egne ord svarer til "hvad nogle kvinder vejer".
Kunne ikke gå
For lidt over to år siden vejede Marie Lundbak Lind 80 kilo mere, end hun gør i dag.
Men hun oplevede noget, der skulle ændre hendes tilgang til livet.
- En morgen vågnede jeg og kunne slet ikke gå på mine fødder og måtte kravle ud på toilettet, lyder det fra hende.
- Jeg gik til lægen og fik at vide, at det var fordi jeg var så stor, som jeg var. Og det satte så gang i noget hos mig.
En aften kort efter lægebesøget lå hun og tænkte. Hvis hun nogensinde ville have det liv, hun havde drømt om, så skulle hun i gang.
Så det gjorde Marie Lundbak Lind. Gik i gang.
Hendes mor havde anbefalet sellerijuice det mod den psoriasis, hun også var ramt af. Så hver morgen drak Marie Lundbak Lind et stort glas af den grønne juice, men ellers var madvaner og træningsplaner helt det samme.
Intet med vægt at gøre
På en uge tabte hun sig tre kilo.
- Det var sikkert væske og alt muligt, men det fik mig i hvert fald til at tænke, at hvis jeg med den lille ændring kunne påvirke min krop, hvad kunne jeg så ikke mere gøre?
Hun spiste sundere og trænede mere, og kiloene røg af.
Og det viste sig heller ikke at være vægten, der var årsag til, at hun mistede evnen til at gå. Problemerne med fødderne var nemlig forårsaget af psoriasisgigt, som ikke havde noget at gøre med livsstilen.
- Det kan man jo også sige en masse om. At man ikke bliver taget alvorligt, når man går til lægen, fordi ens krop ser ud på en bestemt måde, siger hun og fortæller, at hun har haft mange lignende oplevelser gennem sit liv.
Ikke førstevalg på dansegulv
I dag ved Marie Lundbak Lind ikke, om vægttabet startede som eget ønske, eller om det var udefrakommende krav, der fyldte.
Jeg tror, de fleste mennesker ville sige, at de ikke dømmer ud fra udseende eller krop, men min oplevelse er noget helt andet
Men især i gymnasiet begyndte det at fylde meget, at hun gerne ville tabe sig, for der kom fyrene og festerne, og med egne ord var hun ’ikke førstevalget’ på et dansegulv.
- Det var jo vildt ærgerligt, for jeg er god til at danse. Det er ikke noget, der er kommet med, at jeg er blevet tynd, siger Lundbak Lind.
Helbreddet har dog også været påvirket. Og det har presset på. I halvandet år fik hun ikke sin menstruation på grund af sin vægt, og tanker om den fremtidige familie spøgte i baghovedet.
Diskrimination af større mennesker
- Jeg tror, de fleste mennesker ville sige, at de ikke dømmer ud fra udseende eller krop, men min oplevelse er noget helt andet.
Og det var med til at drive hende til at søge et varigt vægttab, der blandt andet kommer fra en jernstyrke og en vrede over den uretfærdige måde, man bliver behandlet på som tyk.
Der er al den støtte, hun har fået fra sin familie og kæreste. Og så handler det om at tilgive sig selv.
- Jeg sætter mig foran spejlet og fortæller mig selv, at jeg er god nok, siger hun med et grin.
For det er ikke det skridt, Marie Lundbak Lind tager baglæns, hun lægger vægt på. Det er alle de mange gange, der tages et fremad igen, hun husker.
Og opgaven med hele tiden at fortsætte mod målet kalder den hurtigttalende Marie Lundbak Lind ’helt ekstremt hård'.
Så kom coronaen
Der er ingen tvivl om, at det er meget skamfuldt at være overvægtig. Fra en helt tidlig alder fik jeg at vide, at det var forkert
For udfordringer har der været masser af. Ikke mindst da fitnesscenteret for første gang i hendes liv var blevet en fast del af hverdagen, og hele landet så lukkede ned.
Derfor besluttede hun sig for at begynde at løbetræne.
- Det er jo egentlig lidt vildt at tænke på, at jeg for to år siden ikke vidste, om jeg ville kunne løbe mere, siger hun.
I dag er hun medicineret for sin gigt og kan slet ikke sidde stille. Måske fordi hun mærkede, hvordan det var ikke at kunne bevæge sig ordentligt.
Hun bor nu med sin kæreste Nikolaj i Odense, der også har tabt sig tyve kilo.
Marie Lundbak Lind har meget at være glad for og stolt af. Men hun var ikke stolt af sin krop, da hun var overvægtig.
- Der er ingen tvivl om, at det er meget skamfuldt at være overvægtig. Fra en helt tidlig alder fik jeg at vide, at det var forkert.
Der var episoden i børnehaveklassen, hvor sundhedsplejersken hev hende ud og smækkede kostpyramiden i hovedet på hende, der var mobningen, og så var der alle de gange, hvor folk opførte sig anderledes, fordi hun var større.
Og en dag for mere end to år siden satte hun sig altså et mål.
Et mål der ikke handlede om hvor meget vægt, hun kunne tabe, men mere om at leve et liv, der ikke var styret af en tanke om kalorier og kilo. Et liv med mere balance.