Mikrogrønt som superfood: 21-årige Jonas dyrker og sælger grønt i sin lejlighed

Jonas Thor Person på 21 år dyrker mikrogrønt i sin lejlighed og sælger det på Facebook. Han drømmer om at starte sin egen forretning en dag.

En stålreol, nogle spirebakker, lidt jord og frø. Det var alt, hvad 21-årige Jonas Thor Person behøvede for en måned siden, da han startede med at dyrke mikrogrønt i sin 70 kvadratmeter store lejlighed i Odense. 

- Jeg startede med at kigge på nogle YouTube-videoer fra USA, fordi jeg tænkte, at det var en sund mulighed i stedet for at købe alt det i supermarkederne. Det er en sund måde at få alle de vitaminer, vi skal bruge i kroppen, fortæller han.

quote Så var folk rigtig glade for det og ville gerne købe hver uge, og så tænkte jeg, at jeg hellere måtte begynde at sælge det.

Jonas Thor Person

IT-supporter og grøntleverandør

Til daglig læser Jonas Thor Person til IT-supporter på Syddansk Erhvervsskole i Odense, og planterne i lejligheden er altid blevet passet af kæresten Cecilie. Det lå derfor ikke lige til højrebenet, at interessen skulle falde på netop mikrogrønt. Men i dag har han grønne planter mellem hænderne hver dag og passer nænsomt dem alle.

- Jeg gør det primært for næringen, og så kan jeg gå og tænke på noget andet og hygge mig med det og have det sjovt imens, smiler han.

På blot en måned er det gået stærkt, og i dag sælger Jonas Thor Person også mikrogrønt på Facebook til andre interesserede fra lokalområdet.

- Jeg lavede meget mere, end hvad mig og mig kæreste kunne spise. Så spurgte hun, om jeg ikke bare lige kunne gå rundt og give det i kvarteret. Det kunne jeg jo godt, så lagde et Facebook opslag op og tænkte, at jeg hellere måtte tage lidt for det, så jeg kunne betale for frøene og sådan noget. Så var folk rigtig glade for det og ville gerne købe hver uge, og så tænkte jeg, at jeg hellere måtte begynde at sælge det, fortæller han.

Hvad er mikrogrønt?

Han har allerede en håndfulde faste kunder i lokalområdet, som han kører forbi ugentligt. Den grønne superfood hitter især hos de ældre og børnefamilier.

- Jeg leverer for eksempel fast til en ældre dame i kvarteret, som altid skal have det samme. Hende skal jeg altid tage til sidst på ruten, for hun inviterer altid lige på en kop te. Og så er det især godt til børnefamilier, hvor børnene ikke er interessede i at spise flere hundrede gram grøntsager. Så kan de måske nøjes med at spise tyve gram, og så får de omkring den samme mængde vitaminer og proteiner og alt det, fortæller Jonas Thor Person.

Planterne bliver nænsomt høstet og pakket i køkkenet, inden Jonas Thor Person leverer dem til kunderne.
Planterne bliver nænsomt høstet og pakket i køkkenet, inden Jonas Thor Person leverer dem til kunderne.
Foto: Caroline Keller

Danskerne får øjnene op for mikrogrønt

Det er ikke kun Jonas og hans kunder, som har fået øjnene op for mikrogrønt. For selvom det har været brugt i de danske professionelle køkkener i mange år under navnet "pyntegrønt", så bliver kendskabet mere udbredt i andre erhverv og hos de private forbrugere. 

Det fortæller Alex Pichardt, som er administrerende direktør for firmaet Micro-Greens, der sælger mikrogrønt produkter til både private og erhverv i Danmark fra hovedsædet i Ringe.

- Mikrogrønt har været kendt og brugt i det professionelle køkken i mange år. Over tid tror jeg, det vil blive mere alment kendt hos de private, og vi oplever også, at flere virksomheder gerne vil dyrke mikrogrønt selv, siger han.

Alex Pichardt peger på, at mikrogrønt især kan blive mere udbredt inden for diverse erhverv, og at vi vil komme til at se en højere kvalitet af danskproduceret mikrogrønt i fremtiden.

- Jeg tror, at flere influencers og erhvervsforretninger vil komme til at lave standhaftige mikrogrønt produkter, og mikrogrønt kan måske blive en erstatning for nogle af urterne, vi ser i supermarkederne. Men jeg tror ikke, det kommer til at blive en erstatning for grøntsagerne, for vi kan godt lide at lave fyldige retter her i Danmark, fortæller han.

Lige nu dyrker Jonas mikrogrønt på hobbyplan med et par timers arbejde om dagen i gennemsnit. På lang sigt håber han dog at kunne udvide produktionen.

- Drømmescenariet er at udvide og gøre det til en forretning og se, hvor langt jeg kan nå, fortæller han.

Oversigt

    Oversigt