Ny cheftræner til OB

Andreas Alm, som har en fortid i Vejle Boldklub, er offentliggjort som ny cheftræner.

Når superligatruppen i OB vender tilbage fra sommerferie 18. juni, bliver det med svenske Andreas Alm som ny cheftræner. Den 47-årige træner har tidligere stået i spidsen for BK Häcken, Vejle Boldklub og AIK Fotboll, men fra juni skal han til at lære fynsk.

- Det er en god dag, og det er rigtig positivt, at vi nu har fundet vores cheftræner for de kommende tre år. Vi er rigtig glade for, at vi kan tiltrække en træner som Andreas Alm, som vi mener er yderst kompetent. Vi er glade for, at han kan se sig selv i OB, og at han kan følge vores fremtidige planer for klubben, siger sportschef i OB, Michael Hemmingsen. 

Andreas Alm er lykkedes med at kvalificere holdet AIK Fotboll til Europa League, ligesom han også fik dem i en top fire i Allsvenskan fem år i træk.

- Vi har ansat Andreas, fordi vi synes, han er en rigtig dygtig træner, og fordi vi mener, at det er ham, der kan bringe os videre i løbet af de kommende tre år. Han står for en fremadrettet og fysisk tilgang til spillet, og på den måde passer han rigtig godt ind i den måde, som vi ønsker at spille fodbold på, siger Michael Hemmingsen.

Enig i strategi

Sportschefen fortæller videre, at parterne er enige om, hvad der skal ske med den odenseanske boldklub fremadrettet.

- Vi har præsenteret ham for vores tanker omkring en ensartethed i klubbens udtryk, og den måde vi gerne vil spille fodbold på, og det er Andreas klar på. Han kan se sig selv løse opgaven ud fra den strategi, som vi har vist ham, og vi er sikre på, at han er den rigtige til at føre den spillestil videre i de kommende tre år, siger Michael Hemmingsen i en pressemeddelse fra OB.

Den kommende cheftræner er ydmyg overfor den opgave, han står overfor, og han kommer også med erfaringer fra dansk fodbold.

- Jeg bliver ydmyg, når jeg tænker på alle, der siden 1887 har støttet og arbejdet for klubben. Derfor er det en stor fornøjelse at skulle stå i spidsen for klubbens førstehold og arbejde hårdt på at skrive ny historie. De mennesker, jeg har mødt fra OB, udstråler ambition og stolthed, og kombineret med det potentiale, der findes i Odense og på hele Fyn, har missionen ubegrænsede muligheder, siger Andreas Alm.

I BK Häcken har Andreas Alm blandt andet vundet pokaltitlen, bronze i Allsvenskan og kvalificeret holdet til Europa League, og det har han gjort ud fra en spillestil, som falder godt i tråd med klubbens spillestilsfilosofi.

- I de sidste tre år har jeg arbejdet ud fra en 4-3-3-formation, og vi har spillet med stor tro på, at vi kan være bedre på bolden end modstanderen, mens vi defensivt har fokuseret på et hårdtarbejdende presspil, siger Andreas Alm og tilføjer:

- Nu håber jeg, at vi kan flytte OB endnu tættere på klubbens fulde potentiale og skabe gode oplevelser både hjemme i Odense og på de utallige udebaneture.

Andreas Alm fortsætter som cheftræner i BK Häcken resten af maj, inden han til juni tiltræder på en treårig kontrakt i OB.

Oversigt

    Oversigt