OB-chef freder Alm efter nederlag: Useriøst at snakke om fyring

OB tabte fredag aften 2-3 til Viborg, men OB's sportschef fredede efterfølgende cheftræner Andreas Alm.

OB og Viborg stødte sammen fredag aften, da OB led et stort knæk på vejen mod målsætningen om top-6. 

Fynboerne tabte således 2-3, og dermed har de stribede nu syv point op til Silkeborg, der på sjettepladsen har en kamp i hånden.

Det får dog ikke umiddelbart sportschef Michael Hemmingsen til at ryste på hånden, og han freder i første omgang Andreas Alm.


- Det ville være useriøst at snakke om en fyring af Andreas Alm allerede nu, siger han.

Michael Hemmingsen fortæller dog, at der naturligvis bliver evalueret i OB, og såfremt målsætningen ikke bliver opfyldt, vil man igen evaluere, om OB er på rette vej i forhold til strategien.

- Vi har en strategi, som vi forfølger, men vi skal selvfølgelig evaluere, hvis den retning, der bliver lagt, ikke bliver indfriet.

- Vi arbejder stenhårdt, selv om resultaterne ikke er der lige nu, og det er jo klart, at vi skal vinde mod Viborg på hjemmebane.

Cheftræner Andreas Alm ønsker ikke at forholde sig til sin egen position. Han fortæller, at det er Michael Hemmingsens bord.

- Uha, jeg kan simpelthen ikke stå og udtale mig omkring, om jeg skal ud. Det ville være utroværdigt. Det er udelukkende Michael Hemmingsens beslutning, om jeg skal ud eller ej.

OB's anfører, Jens Jakob Thomasen, understreger, at han ikke længere ser top-6 som værende aktuelt for fynboerne, og lige nu ligger fokus udelukkende på at komme tilbage på sejrssporet.

- Top-6 er formentlig ikke muligt for os nu, men lige nu har vi andre problemer at kæmpe med. Først og fremmest skal vi begynde at vinde nogle fodboldkampe.

- Ingen af os rammer niveau i kampen mod Viborg, og det er bare langtfra godt nok, at vi laver så mange individuelle fejl.

Oversigt

    Oversigt