Odense fremhæves i internationalt tidsskrift

Blandt andet Byens Bro og Kongens Have fremhæves i internationalt tidsskrift, som peger på Odense som en af verdens sundeste byer.

Odense er en af verdens sundeste og mest bæredygtige byer.

Det fremgår af det ansete videnskabelige tidsskrift The Lancet Global Health, som rangerer byen i top sammen med en række andre byer.

- Det er et sundhedsfagligt tidsskrift, der siger, at der er noget i den her byplanlægning og den måde, som byer ser ud, der er vigtigt for sundheden, siger Jasper Schipperijn, der er professor på Syddansk Universitet for Idræt og Biomekanik.

Forsker: Fokus på veje og stier til cyklister

Forskeren har været med til at indsamle nøgletal om Odense til en rapport, der bliver præsenteret i tidsskriftet. Han påpeger, hvor vigtigt det er for sundheden, at byer planlægges nøje i forhold til blandt andet infrastruktur.

- Odense Kommune gør det rigtig godt sammenlignet med andre byer. Selvfølgelig er der altid nogle ting, der kan forbedres, men på mange områder gør Odense det rigtig godt, siger Jasper Schipperijn.

Han henviser blandt andet til byens fokus på sundhed og bæredygtighed.

- Vej- og stinetværket er supertæt forbundet, og det gør det nemt at komme rundt på cykel, og det gør, at cykling i Odense er i vækst, og det er positivt, fortæller forskeren.

Rapport: Odense mangler hyppig, regelmæssig transport

Det er især på transportområdet, at Odense skiller sig ud fra andre byer, fordi byen har infrastruktur kun for gående og cyklister, eksempelvis Byens Bro mellem centrum og havnen.

Derudover er der en del parker og grønne områder placeret centralt i byen, og det er helt bevidst.

- Det kan betale sig at arbejde med den planlægning, som Odense Kommune har tradition for, siger Anette Kold, der er afdelingschef for byudvikling i Odense Kommune.

- Det er en by, man som menneske har lyst til at bevæge sig rundt i, fortsætter hun.

Selv om netop transportområdet fremhæves af det internationale tidsskrift, scorer Odense til gengæld lavt på adgang til hyppig, regelmæssig offentlig transport. Ifølge rapporten vil det dog ændre sig, når letbanen kommer i drift senere på måneden.

I Odense har naboer til letbanen og hotelgæster langs ruten klaget over støjgener fra byens nye offentlige transportmiddel, der ad flere omgange er blevet forsinket. Samme støjgener har man også haft i både Tyskland og Østrig, hvor letbanen blev kaldt tysk “tordentrommel”, fordi den larmede så meget.

Oversigt

    Oversigt