Odense Havn skærper kontrollen med social dumping: Vil have 100 procent styr på det
Artiklen er mere end 30 dage gammel
Odense Havn har siden 2014 fulgt Odense Kommunes klausuler, men kontrollen har havnen selv udført. Det bliver der lavet om på nu, for kontrollen får kommunens kontrolenhed fremover lov til at stå for, oplyser Carsten Aa, der er adm. direktør for Odense Havn.
Siden 2014 har Odense Havn brugt Odense Kommunes sociale arbejdsklausuler ved indgåelse af kontrakter. Men kontrollen af, at klausulerne er blevet overholdt, har havnen selv stået for.
- Så mange store opgaver har vi slet ikke haft, og meget af det løses af faste håndværkere, som vi kender. Men når vi har haft større opgaver, så har byggelederne spurgt til og tjekket ansættelseskontrakterne, fortæller Carsten Aa, der er adm. direktør for Odense Havn.
Han oplyser, at der siden 2014 kun i et enkelt tilfælde er blevet konstateret uregelmæssigheder.
- Vi har haft én sag med en af vores portvagter. Det var i øvrigt ikke udenlandsk arbejdskraft, men dansk. Fagforeningen meddelte, at en af folkene ikke kunne få den rette betaling. Derfor opsagde vi selvfølgelig aftalen med det pågældende firma og fik et andet firma til at drive vores portvagt.
- Det kan man jo altid diskutere
Men nu er der altså skrappere kontrol på vej. Havnens ledelse og bestyrelse, hvor Odenses socialdemokratiske borgmester Peter Rahbæk Juel (S) er næstformand, har i fælleskab besluttet at hyre Odense Kommunes kontrolenhed til at varetage opgaven.
Om hvorvidt kontrollen, Odense Havn hidtil selv har udført, har været tilstrækkeligt grundig, siger Carsten Aa:
- Det kan man jo altid diskutere. Vi synes egentligt, at vi har gjort tilstrækkeligt, og vi kan bare konstatere, at vi bortset fra en sag har ikke fundet noget i årene siden 2014. Og der er heller ikke efterfølgende nogen, som har påvist sager. Den ene sag, vi har haft, reagerede vi på.
Hvad tænker du om, at byggepladser i DK har masser af sager om social dumping, mens I gennem ni år ikke har fundet noget bortset fra en mindre sag. Virker det realistisk?
- Det er svært at sige. Enten er vi gode til at lave aftaler, eller også er vi gode til at kontrollere, eller også har vi ikke opdaget det. Det kan jeg ikke sige. Jeg kan bare konstatere, at der ikke er fundet noget.
Har du et overblik over den kontrol i har udført siden 2014?
- Hvis du spørger ind til et minutiøs registrering af, hvad der har været foretaget af kontroller siden 2014, så nej, det har vi ikke. Det er også derfor, vi nu vælger at gå med kommunens kontrolenhed, så vi får 100 procent styr på det.
Afviser ansvar for lejere
I forhold til virksomheder, der lejer sig ind hos Odense Havn, så mener Carsten Aa ikke, at det bør være havneselskabets ansvar at tjekke og sanktionere eventuelle sager om social dumping.
- Nej, det er ikke noget, der tilkommer mig som udlejer. Det er et retssamfund, vi lever i. Hvis der er en lejer, der kører for stærkt, så er det også noget, som politiet og i sidste ende domstolen tager sig af. Det sover jeg trygt ved at vide fremfor, at private eller offentlige udlejere skal ud og kontrollere det. Det er et godt princip, vi skal holde fast i, siger han.