Odense vil spare massivt på kulturen for at få råd til fremtidens velfærd

Det bliver især kulturområdet i Odense Kommune, der står til at skulle holde for, når politikerne i Odense skal finde flere penge til velfærd i de kommende år.

Der bliver færre penge til kulturen i Odense og samtidig skal borgerne i Odense betale mere for at bruge kommunale tilbud. Det kunne eksempelvis være i form af mere brugerbetaling på friluftsbad, biblioteker og teatre. Det fremgår af det oplæg, som politikerne i Økonomiudvalget i Odense skal diskutere på dets næste møde på tirsdag.

Det er direktørerne fra de fem forvaltninger i Odense, der har lavet et oplæg til, hvordan der kan flyttes penge til velfærd fra andre områder i kommunens budget de kommende år. 

Direktørerne foreslår, at der i næste års budget flyttes penge fra følgende områder:

Vækst og udvikling                                 27 millioner
Kultur, oplevelser og                               28 millioner
Udbud og kontrakter                                 5 millioner
Fritidsområdet og folkeoplysning            10 millioner
Entre og gebyr                                          5 millioner
Facility management                                2 millioner
Vej- og vintertjeneste                                4 millioner
Reduceret prisfremskrivning                   25 millioner
Kan- og skal opgaver                              14 millioner
Mindreforbrug på elever og fleksjobbere 10 millioner
Løbende anlægsrammer                         10 millioner

I alt skal der altså findes 140 millioner kroner på en række områder. Pengene skal i stedet bruges på børn og ældre. 

Flere børn og ældre presser økonomien

Ifølge kommunens fremskrivningerne kommer der flere børn og ældre i Odense Kommune, og for at kunne holde opretholde det nuværende velfærdsniveau skal der findes penge til de områder. Direktørgruppen i Odense Kommune har vurderet, at udfordingen vil være løst de kommende fire år, hvis der hvert år bliver flyttet 200 millioner kroner ekstra til velfærd fra andre kommunale områder.

Politikerne i Odense Kommune har allerede besluttet, at der skal spares 60 millioner kroner på administrationen i de fem forvaltninger i Odense Kommune. Pengene er fordelt så der skal findes 20 millioner kroner på administrationen i Borgmesterforvaltningen, 16 millioner kroner på administrationen i By- og kulturforvaltningen, mens Børne- og unge-, Ældre- og handicap- og Beskæftigelses- og socialforvaltningen hver skal finde otte millioners besparelser på administrationen.

Hårdt angreb mod kulturen

Børn- og ungerådmand, Susanne Crawley, Rad.V., glæder sig over, at der er flere penge på vej til børnene og de ældre i Odense. 

- Det er glædeligt, at der kommer flere børn i Odense, for det er et udtryk for, at byen er i vækst og, at Odense er et sted man gerne vil bo. Men der følger udfordringer med. Jeg synes, at fordelingen (mellem forvaltningerne, red.), er lidt et udtryk for, hvad opgaven går ud på, men også for hvor vi som by bruger flest penge, siger Susanne Crawley, Rad.V.

Også den konservative Søren Windell der er ældre- og handicaprådmand er glad for, at der er flere penge på vej til hans område, men han erkender, at forslaget fra direktørgruppen kommer til at gå hårdt ud over kulturen i Odense.

- Det her er et rigtig, rigtigt hårdt angreb mod kulturen i Odense, det er der ingen tvivl om. Og det her kommer til at gøre ondt hele vejen rundt, ikke alene i By- og kulturforvaltningen, men i alle forvaltningerne. I det udspil der er kommet i dag er noget spiseligt, noget mindre spiseligt og noget helt uspiseligt.  

Den konservative rådmand vil dog ikke på nuværende tidspunkt sige, hvad han betragter som uspiseligt, da han vil gemme forhandlingerne til mødet i økonomiudvalget på tirsdag. 

Borgmester i Odense Kommune, Peter Rahbæk Juel, mener, at det handler om at forsvare velfærdssamfundet, når man flytter pengene fra kulturområdet. Han peger på, at børnetallet vil stige i Odense, og at der kommer en tredjedel flere ældre i fremtiden.

- Jeg har også været ude sammen med flere andre borgmestre fra forskellige partier for at gøre Christiansborg opmærksom på, at det også er vigtigt, at de kommer ind i kampen for at sikre, at vores velfærdssamfund bryder sammen, når der kommer flere ældre, siger han. 

- Når dagen er omme, så bliver vi jo nødt til at prioritere, hvis vi ikke får hjælp fra Christiansborg, og her vælger jeg altså velfærden i den her sammenhæng. 

Flere børn og ældre i Odense

By- og kultur skal finde flest penge

Samlet bliver det By- og kulturforvaltningen med rådmand Jane Jegind, Venstre, i spidsen, der skal finde flest penge til velfærd de kommende år. Allerede i budgettet for 2020 står By- og kulturforvaltningen til at skulle finde 70,5 millioner kroner, borgmesterforvaltningen 47,6 millioner kroner, Beskæftigelses- og socialforvaltningnen 11 millioner kroner, Ældre- og handicap 6,3 millioner kroner mens Børn- og ungeforvaltningen skal finde 4,6 millioner kroner i budgettet næste år.

Forslaget har endnu ikke været behandlet politisk endnu. Foreløbig er det kun et forslag fra embedsmændene, der fik pålagt opgaven 20. februar. På tirsdag skal politikerne tage stilling til forslagene.

Se dagsordenen til Økonomiudvalgets møde her.

Se hele indslaget om besparelserne på kulturområdet i Odense her.