Opråb til politikerne: Vacciner udviklingshandicappede hurtigst muligt

Organisationen Lev i Odense opfordrer fynske politikere til at få udviklingshandicappede længere frem i køen til vaccinen mod coronavirus. 

Både beboere og medarbejdere på bostederne for udviklingshandicap skal længere frem i køen til coronavaccinen. 

Det mener organisationen Lev, der repræsenterer mennesker med udviklingshandicap. Levs afdeling i Odense forsøger i et åbent brev at råbe kommunale og regionale politikere op.

Hovedbudskabet i brevet er, at myndighederne skal sørge for at få beboere og medarbejdere på bostederne vaccineret så hurtigt som muligt.

- Det ser ud som om, at mennesker med udviklingshandicap er forsvundet fra vaccinationsplanen, siger Jon Boje Jensen, der er formand for Lev Odense, til TV 2 Fyn.

Han fortæller, at da Danmark lukkede ned i foråret, blev udviklingshandicappede på bostederne sammenlignet med plejecentrene, og derfor gjaldt de samme betingelser dengang. Men sådan er det åbenbart ikke længere, mener Jon Boje Jensen.

Jon Boje Jensen, formand for Lev Odense.
Jon Boje Jensen, formand for Lev Odense.
Foto: Ole Holbech

- Nu er det kun plejecentrene, der er kommet ind i vaccinationsplanen - ikke bostederne, siger Lev-formanden.

Derfor skal de vaccineres tidligere

Lev håber med det åbne brev, at politikere som regionsformand Stephanie Lose (V), Odense-borgmester Peter Rahbæk Juel (S) og Odense-rådmand Søren Windell (K) vil gøre en indsats for at få vaccinationsprogrammet ændret til fordel for de udviklingshæmmede.

- Mennesker på bosteder bor tæt, så hvis smitten kommer ind, risikerer den at ramme mange. De fleste af beboere er ikke i stand til at følge anbefalingerne om hygiejne og afstand og er derfor udsatte.

- Mange af dem har en række underliggende sygdomme, der ikke er så synlige, siger Jon Boje Jensen.

Han fortæller, at hans egen søn har siddet i kørestol i 42 år, og det kan mærkes på kroppen.

- Hans krop er jo ikke optimal. Han har måske svært ved at trække vejret odentligt, han har måske hjerteproblemer. Han kan hurtigt tiltrække et eller andet, hvis han får en sygdom, der sætter sig i lungerne, siger Jon Boje Jensen.

Lev Odense giver i brevet et eksempel på, hvordan en multihandicappet mand, der ikke har noget sprog og hverken kan gå eller spise selv, nyser, hoster og tager ud efter andre, da han ikke forstår sundhedsmyndighernes anbefalinger. 

Skal måske vente til marts

Myndighederne har til at starte med valgt at vaccinere de ældre på landets plejehjem samt sundhedspersonalet. Alle beboere, der bor på landets plejehjem, og som ønsker at modtage vaccinationen, forventes vaccineret i denne uge. 

Det er uvist, hvornår udviklingshandicappede står til at modtage vaccinen, men det kan være, det først bliver i marts.

- Det vil være alt for risikabelt at vente med at vaccinere dem til en gang i marts. Det skulle meget gerne være, inden den nye og mere smitsomme variant bliver dominerende, lyder opråbet til politikerne. 

- Det ser ud som om, at mennesker med udviklingshandicap er forsvundet fra vaccinationsplanen, siger Jon Boje Jensen, der er formand for Lev Odense,
Fotograf: Fotograf: Redigering:

Oversigt

    Oversigt