Se videoen: Letbanen testet for første gang centralt i Odense

Trafikanter skal være ekstra opmærksomme lørdag aften og tidligt søndag morgen, hvor letbanen for første gang testes i det centrale Odense.

Lørdag aften kommer der for første gang til at køre letbanetog på skinnerne i det centrale Odense.

Det sker i forbindelse med en test, der foregår fra klokken 18 til lørdag til 04 søndag, oplyser Odense Letbane til TV 2 Fyn.

Efter planen skal to tog køre gennem Albanigade, Thomas B. Thriges Gade og forbi banegården. Derefter kommer de til at køre test på strækningen mellem Kongensgade og Idrætsparken.

Til en start foregår det i gåtempo. Farten vil gradvist blive øget, hvis alt går, som det skal.

Fik opkald fra politiet

Testkørslen kommer ikke til at have den store påvirkning på den øvrige trafik, da det netop er samspillet med den samt signalsystemet, som skal testes.

Forud fra testkørslen har beboerne omkring byggeriet modtaget en advarsel på sms. Men der var alligevel et par naboer, der lige skulle mindes om at flytte deres biler. 

Ifølge Odense Letbane har flere benyttet de udkørsler, der er lavet til beboerne, til at parkere på. Og lørdag holdt der i alt tre biler i vejen. 

To af dem var dog opmærksomme på, at de skulle have bilerne flyttet, mens den sidste krævede et opkald fra politiet.

Næsten alle skinner er snart testet

Indtil nu har testtogene ikke kørt længere end til midt på Nyborgvej og mod syd til kontrolcentret i Hjallese. Det udgør den nordlige del af strækning, som er cirka halvdelen af den samlede. 

Nu er der kommet strøm i ledningerne centralt og nord på, og dermed er testen lørdag blevet mulig.

Hvis planen for denne testkørsel bliver gennemført, er det næsten hele letbanens samlede strækning på 14,5 kilometer, der er blevet prøvekørt på. 

Odense Letbane tager forbehold for, at der kan forekomme justeringer i testruten undervejs.

Oversigt

    Oversigt