I det fynske folks tjeneste

Skal løse samme regnestykke: Odense kan lære af Koldings stadionplan

Odense Kommune står med noget af et regnestykke, hvis 35 millioner til et nyt stadion skal blive til over 260 millioner kroner. Kolding Kommune ser ud til at have løsningen på et lignende regnestykke.

00:59

Med hjælp fra investorer vil Kolding Kommune rejse de sidste 131 millioner kroner til et nyt stadionprojekt. I Odense kan en lignende model måske være løsningen, når der skal findes penge til modernisering af Odense Stadion. Video: Fotograf: Redigering: Josefine Lygum

Odense Stadion står over for en større modernisering, hvor flere forskellige aktører skal spytte i kassen, for at få de økonomiske ender til at nå sammen.

Det er Odense Kommune, der ejer det meste af stadion, og derfor er kommunen en væsentlig del af planerne. Heldigvis kan de hente inspiration lige på den anden side af Lillebælt.

I Kolding har kommunen som en start spyttet 19 millioner i et stadionprojekt, og den investering skal gerne ende med et samlet projekt til omkring 150 millioner kroner. 

 - Vi vil også gerne være med, hvor de store drenge spiller. Rent kommunalt er det et stort puslespil for os, siger Michael Krogh (V), der er medlem af fritids- og idrætsudvalget i Kolding.

Odense Kommune står over for muligvis at skulle løse samme regnestykke. Her skal 35 millioner til et nyt stadion nemlig blive til over 260 millioner kroner, hvis man skal gå efter Rambølls forløbige projekttegninger.

Læs også Se den hemmelige plan: Nyt Odense Stadion kan koste over en kvart milliard

Kolding IF's formand Claus Holm Søberg har store planer for det nye stadion.

- Vi har gang i en lidt større plan for hele området her. Skal vi udvikle fodboldklubben, så er det den vej, vi skal, siger han.

Skal bygges i etaper

Pengene til så stort et byggeri er svære at finde på en gang, og derfor skal Kolding stadion bygges i etaper.

Michael Krogh tror på, at Kolding IF har en ide om, hvordan de skal få tingene til at hænge sammen på deres bord.

- Så må vi jo så se, om vi går med i den løsning, og hvad der er muligt for os, for der er jo mange ønsker til kommunale penge, siger han.

Læs også Få svar på de oplagte spørgsmål: Hvad er op og ned i sagen om Odense Stadion?

Planen i Kolding er at få investorer med ind i projektet.

- Nu er der nogle investorer bag klubben, og de kommer til at stille med en hvis egenkapital til projektet. Og så skal vi ud til de sponsorer, vi allerede har i dag. Og så har vi også en liste med folk, som vi tænker kunne være interesseret i at være med i det her stadion-projekt og gøre noget for Kolding, siger Kolding IF's formand Claus Holm Søberg.

Han mener, at man med fordel også kunne starte hos de allerede eksisterende sponsorer i Odense.

Gode råd til Odense Stadion

Både Claus Holm Søberg og Michael Krogh har flere gode råd til, hvordan Odense Kommune skal få gang i stadion-projektet.

- Man kan sætte sig sammen med kommunen og klubben. Hvad er det, vi vil? Og så få lavet en plan for det. Man kan måske også lave en etape opdeling i Odense, siger Claus Holm Søberg

- Altid gå ind i den åbne dialog.  Fortæl hvad ønskerne er og så finde et godt samarbejde og være tæt på hinanden, Michael Krogh.

Læs også Borgmester om nyt stadion: Vi kommer ikke til at lægge alle pengene selv

Hverken Venstres spidskandidat, Christoffer Lilleholt eller Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel er afvisende over for rådene.

- Det kunne bestemt give rigtig god mening at snakke med Kolding Kommune og finde ud af, hvad de har gjort, og hvordan det er lykkedes og se, om vi skal lykkes på samme måde i Odense, siger Christoffer Lilleholt.

Første skridt er ifølge Odenses borgmester at få fundet de rette partnerskaber med de rette investorer.

- Så skal jeg ikke udelukke, at vi skal trække inspiration andre steder fra fra nogen, der har realiseret stadion-projekter i partnerskaber.

Et flertal i byrådet satte få uger tilbage 35 millioner kroner af til stadion over de kommende tre år, men pengene udmøntes først, når der ligger en samlet og politisk helhedsplan for byggeriet.