Stadig ingen læge i Vollsmose: Nu bliver særlige stillinger slået op

I over et halvt år har Odense Kommune og Region Syddanmark arbejdet på at trække læger til Vollsmose. Først nu udbydes to særlige kombinationsstillinger.

I mere end 15 år har beboerne i Vollsmose ikke haft egen lægeklinik, men det skal snart være fortid. I det sidste halve år har Odense Kommune og Region Syddanmark forgæves forsøgt at trække læger til bydelen - blandt andet ved at sende to gratis ydernumre i udbud.

I september måned anbefalede Sundhedsudvalget i Odense Kommune, at man i stedet udbød ydernumrene som to kombinationsstillinger, men først nu er man klar til at slå stillingerne op.

- Der har været en del ting, der skulle falde i hak omkring jobbeskrivelser og ansættelsesdelen af de her stillinger, fortæller Bo Libergren (V), der er formand for Udvalget for det nære Sundhedsvæsen.

Skal lette presset

Kombinationsstillingerne giver fire læger mulighed for at arbejde halv tid på lægeklinikken i Vollsmose. Resten af tiden tilbringer de enten i kommunalt regi eller på Indvandrermedicinsk Klinik. 

Derudover vil lægerne få stillet udstyr og lokaler til rådighed til den almene praksis. Og ifølge Bo Libergren (V) er de særlige vilkår nødvendige for at gøre stillingerne attraktive. 

- Alle læger vil gerne løfte nogle opgaver, der er fagligt udfordrende og tunge, men de kan ikke holde til at have rigtig mange belastede patienter. Selvom ydernumrene har været gratis, har der ikke været nogen, som ville have dem. Og det har simpelthen noget med opgavens tyngde at gøre, siger han. 

Derfor håber han nu, at de nye stillinger kan være med til at sætte endegyldigt punktum for arbejdet med at skaffe læger til bydelen. 

- Det ville da gøre verden lettere, hvis det lykkes at få stillingerne besat. Men jeg er ikke jubeloptimist, tilføjer han. 

Oversigt

    Oversigt