Stædig gartner nægtede at rette ind: Nu trækker kommune påbud tilbage

Gartner Michael Kongstad kan prise sig lykkelig over, at han nægtede at rette sig efter et påbud fra Odense Kommune om at stoppe al produktion i sit gartneri. Nu har kommunen nemlig trukket driftsforbuddet tilbage - og han kan indtil videre fortsætte sin produktion.

- Man burde jo have tillid til myndighederne, men efter denne sag er min tillid helt klart svækket.

Sådan siger gartner Michael Kongstad.

For et år siden fik hans gartneri Glade Grøntsager udstedt forbud mod al erhvervsmæssig produktion af Odense Kommune. Men nu er forbuddet pludselig blevet ophævet, fordi Miljøministeriet har indført nye retningslinjer.

- Det er en kæmpe lettelse for medarbejderne, familien og mig. Nu kan vi fortsætte med at dyrke grøntsager, uden at vi skal føle os som halvkriminelle og risikere lukning, siger gartneren.

Sidst i januar fik Michael Kongstad beskeden om, at kommunen trak forbuddet mod erhvervsmæssig produktion tilbage.

- Jamen, vi dyrker glade grøntsager, og nu er jeg igen en glad gartner, siger han.

Ændret retsgrundlag

Odense Kommune har tilbagekaldt sin afgørelse fra januar 2023 om et driftsforbud, fordi der er kommet et nyt regelsæt fra Miljøministeriet. De ændrede regler betyder, at gartnerierne nu ikke længere behøver en såkaldt nedsivningstilladelse ifølge Miljøbeskyttelsesloven §19, når de vasker og vander med rent vand, og lader det sive ned i jorden.

Om artiklen

Da Odense Kommune har brugt den paragraf til at begrunde driftsforbuddet til Glade Grøntsager, drager kommunen nu konsekvensen.

- Miljøministeriet har ændret retsgrundlaget, og derfor er vi selvfølgelig nødt til at trække driftsforbuddet tilbage, siger Michael Wognsen Frederiksen, der er administrerende direktør i Klima- og Miljøforvaltningen i Odense Kommune.

Var det så en fejl, at I udstedte dette driftsforbud?

- Nej, det var det ikke. Vi brugte det gældende retsgrundlag på det tidspunkt. Men der er ingen tvivl om, at det for alle havde været bedst, hvis der havde været et fuldstændig afklaret retsgrundlag, som er stabilt over lang tid, for det er vigtigt for erhvervets rammevilkår.

Lukning uden grund

Glade Grøntsager rettede sig dog aldrig efter kommunens driftsforbud og fortsatte produktionen af økologiske grøntsager.

- Hvis jeg havde rettet mig efter deres driftsforbud, så havde jeg måtte opsige alle mine medarbejdere og mine kontrakter. Og så havde det haft kæmpe økonomiske konsekvenser for os, der havde gjort det meget svært at starte op igen, lyder det fra Michael Kongstad.

Brancheorganisationen Dansk Gartneri er tilfreds med, at driftsforbuddet nu er ophævet, men er skeptisk i forhold til myndighedernes ageren i sagen.

- Vi skal alle følge loven og myndighedernes afgørelser. Men hvis ikke Michael Kongstad havde udført civil ulydighed og havde nægtet at rette sig efter driftsforbuddet, havde han helt uden grund smadret sin egen forretning, siger Mikael Petersen, der er formand for brancheorganisationen Dansk Gartneri.

Nyt driftsforbud kan være på vej

Men selvom driftsforbuddet nu er ophævet, betyder det ikke nødvendigvis, at Glade Grøntsager kan fortsætte uforstyrret de kommende år.

Der er nemlig en helt anden paragraf i Miljøbeskyttelsesloven, der kan komme i spil.

Da Miljøministeriet i november sidste år meddelte, at det nu er tilladt at bruge rent vand i drivhuse, åbnede ministeriet samtidig op for, at kommunerne kan tage §42 i Miljøbeskyttelsesloven i brug og lukke virksomheder, hvis der er risiko for, at nedsivende vand fra drivhusene kan føre til spredning af kemikalier og pesticider i undergrunden.

Gartnerierhvervet i Odense

- Det, der har været vores faglige bekymring er, at hvis man har produktion på en jord, hvor der kan risikere at ligge gamle pesticidrester, og så du kommer rent vand på det, så kan det mobilisere de pesticidrester til grundvand og vandløb, siger Michael Wognsen Frederiksen.

Hvis nye jordprøver viser forurening i jorden under arealet på Fangelvej 30, kan kommunen muligvisigen udstede et driftsforbud.

- Vi afventer lige nu, at ministeriet udarbejder et notat, der fortæller, hvordan skal vi administrere det her §42-spørgsmål, siger Michael Wognsen Frederiksen og fortsætter:

- Kommer det notat ikke snart, så er det klart, så er vi nødt til at handle. Vi ved godt at jord, hvor der har været konventionel drift, der er der en betydelig risiko for, at der ligger gamle pesticidrester og andet i jorden. Så som udgangspunkt, medmindre vi får noget andet at vide, tænker vi, at vi er nødt til at begynde at tage jordprøver, forklarer direktøren.

Bestræber sig på klare regler

Michael Kongstad tager dog udsigten til et eventuelt nyt driftsforbud med ro.

- Ja, det kan jeg kun smile lidt af. Hvis der kommer mere fra kommunen, så må vi kigge ind i det. Det tror jeg dog ikke sker. Men jeg er efterhånden lidt hærdet, siger Michael Kongstad.

Miljøminister Magnus Heunicke (S) har ikke haft mulighed at medvirke i et interview om sagen, men har sendt denne kommentar:

- Miljøministeriet bestræber sig altid på at lave reglerne så klare, at der ikke er nogen tvivl. Hvis det sker, at reglerne ikke er klare nok, eller at der opstår tvivlsspørgsmål, bestræber ministeriet sig på at lave vejledning herom, så reglerne kan administreres ens.

- Miljøministeriet er fortsat i tæt dialog om fortolkningen af reglerne med både dem, der er underlagt reglerne, og dem, der skal håndhæve dem.

Miljøbeskyttelsesloven §19 og §42






Oversigt

    Oversigt