Trods ekstremt kolde nætter - skøjtesøerne er stadig lukkede

Parkforvalter Hanne Pedersen har målt isens tykkelse på skøjtesøerne i Odense, og selv efter den koldeste nat i ni år er søerne ikke klar til skøjter.

Vandet er helt stift på skøjtesøerne i Odense, men isen er endnu ikke tyk nok til, at du må gå ud på den.

Indtil nu har isen på Fyns skøjtesøer ingen steder nået de magiske 13 centimeter, der minimum skal måles, inden færdsel på de frosne søer er tilladt.

Vi har nu haft frostvejr i fire uger, men selv efter den koldeste nat i ni år med temperaturer helt ned til 18,6 minusgrader, må parkforvalter i Odense Kommune Hanne Pedersen skuffet meddele, at der ingen skøjteløb bliver i weekenden.

- Jeg havde håbet, den lige var på 13 centimeter, men det viser bare, at der faktisk skal rigtig meget frost til og lang tid med frost, fortæller Hanne Pedersen.

Få centimeter fra åbning

Odense Kommune har løbende holdt øje med isen på fem udvalgte skøjtesøer. Ifølge Hanne Pedersen er det flere steder snublende tæt på, at skøjtesøerne kan åbnes.

Flere steder mangler blot et par centimeter enkelte steder på isen, men selvom temperaturerne længe har været ekstremt lave, er isen stadig overordnet for tynd.

- Der er mange ting, der spiller ind. Sneen isolerer, så frosten ikke kan komme igennem, og der kan være bevægelse i søerne, der gør, at der går længere tid. Når solen skinner, er det også nok til, at det sænker fryseprocessen en smule, selvom det er frostgrader, forklarer parkforvalteren.

Mor fik is-bøde

Går du ud på en frossen sø, der ikke er godkendt, risikerer du foruden at skvatte i det iskolde vand også en bøde for at overtræde ordensbekendtgørelsen.

Det skete for en mor, da hun med sine tre børn tirsdag aften bevægede sig ud på Munkedammen i Odense.

Odense Kommune måler isens tykkelse igen på mandag.

Entreprenørselskabet Nygaard måler isens tykkelse for Odense Kommune.
Entreprenørselskabet Nygaard måler isens tykkelse for Odense Kommune.

Oversigt

    Oversigt