Tror på flertal: Hastigheden sænkes til 30 kilometer i timen i hele byen

I Odense skal hastigheden flere steder ned til 30 kilometer i timen. I resten af kommunen skal farten sænkes med ti kilometer i timen.

Bilister skal i fremtiden trykke lettere på speederen i Odense. Inden for Ring 2, der dækker et 23 kvadratkilometer stort område, skal hastigheden sættes ned til 30 kilometer i timen. 

I resten af kommunen skal fartgrænsen sænkes med ti kilometer i timen.

Sådan lyder forslaget fra Odenses klima- og miljørådmand, Tim Vermund (S), og han tror på, at det kan ske gradvist frem mod 2025.

- Jeg vurderer chancen som ganske god. Det er jo et enigt byråd, der står bag klimahandleplanen og målsætningen om at være CO2-neutral i 2030, siger rådmanden til TV 2 Fyn.

By- og kulturrådmanden fra Konservative Søren Windell er dog ikke enig i forslaget.

- Det lyder som et meget ideologisk forslag, som slet ikke er baseret på fakta. Det virker forhastet og slet ikke gennemtænkt. En så stor hastighedsnedsættelse vil have store konsekvenser for fremkommeligheden i byen, og det virker som om, at Socialdemokratiet er blevet et bilfjendtligt parti, siger Søren Windell.

Tim Vermund møder dog ikke kun kritik. For to år siden foreslog den radikale rådmand Susanne Crawley en lignende løsning - altså også en hastighedsgrænse på 30 kilometer i timen inden for Ring 2.

Et højere CO2-forbrug

Ifølge Tim Vermund skyldes forslaget først og fremmest et ønske om at reducere CO2-udledningen i Odense og dernæst om at løfte den kollektive trafik.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Flere klimaeksperter mener dog ikke, at hastighedsnedsættelsen fra 50-60 kilometer i timen til 30 kilometer i timen har betydning for CO2-udledningen - måske endda tværtimod.

- De har tydeligvis ikke sat sig ind i dataene vedrørende CO2-udledningen. En bil er mindre brændstofeffektiv ved 30-40 kilometer i timen, end den er ved 50 kilometer i timen. Derfor formindsker man ikke noget CO2-udledning, man forøger den tværtimod, siger chefkonsulent i bilisternes brancheorganisation FDM Dennis Lang.

Det bakkes op af seniorrådgiver ved Institut for Miljøvidenskab på Aarhus Universitet Morten Winther.

- Hvis du skruer ned for hastigheden, bruger du mere CO2 per kørt kilometer. Hvis man så samler antallet af kørte kilometer i hele Odense og sætter hastigheden ned, vil jeg regne mig frem til en højere CO2-udledning per kilometer end ved 50 kilometer i timen.

- Beregninger fra EU viser faktisk, at biler udleder mindst ved 75-90 kilometer i timen, fortæller han til TV 2 Fyn.

Det er dog ifølge Tim Vermund ikke hastighedsnedsættelsen alene, der skal give reduktionen i CO2. Forventningen er, at CO2-udledningen vil falde i takt med, at flere vælger letbane, bus eller cykel frem for bilen.

Køre hjemmefra ti minutter før

Foruden hastighedsnedsættelsen for biler vil Tim Vermund også oprette særlige busbaner, hvor den kollektive trafik er undtaget de nye fartgrænser. Det gælder eksempelvis på Søndre Boulevard og Thomas B. Thriges Gade. 

- Det her er ikke en kamp mod bilerne. Det handler om at skabe en mere grøn og tryg by for os alle sammen. Så er det rigtigt, at man måske bliver nødt til at køre hjemmefra fem eller ti minutter før, hvis man vælger bilen. Men den pris synes jeg er værd at betale, siger Tim Vermund.

Hans rådmandskollega er villig til at se på fartgrænserne i Odense, men ikke i hele kommunen.

- På nogle veje kan man godt nedsætte hastigheden og øge trafiksikkerheden, men det skal være på baggrund af fakta og ikke ideologi, fortæller Søren Windell.

Tim Vermund foreslog tidligere i år at sætte farten ned til 40 kilometer i timen inden for Ring 2. Dengang fik han stor kritik fra flere fynboer.

Oversigt

    Oversigt