Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Den familie, der natten til søndag blev ramt af en 30 kilo tung betonsten på den fynske motorvej, er nu endeligt identificeret. Det bekræfter Fyns Politi over for TV 2/FYN.
Det drejer sig om en 33-årig kvinde, der mistede livet - og hendes 36-årige mand, der fortsat er i stabil - men kritisk tilstand. Deres femårige søn slap med skrammer.
Familien kommer fra Dortmund-kanten i Tyskland og var ifølge Fyns Politis vagtchef, Lars Thede på vej hjem fra ferie.
Politiet betegner kastet med flere sten fra en bro over den fynske motorvej tidligt søndag morgen som overlagt drab.
Det skyldes især betonstenenes vægt, oplyser efterforskningslederen til Ritzau.
- Vi arbejder med sagen som en drabssag, siger politikommissær Michael Lichtenstein fra Fyns Politi.
- Når man kaster så tunge sten ned mod forruden af en bil, mener vi, at der er forsæt til, at nogen kan dø af det, siger politikommissæren.
Tysk familie i bil ramt af stenkast på Fyn
En kvindelig passager mistede livet. Føreren af den ramte bil er hårdt kvæstet. Et femårigt barn er uskadt.
Det var formentlig en tysk familie, der befandt sig i den bil, som tidligt søndag morgen blev ramt af en betonflise på den fynske motorvej.
Bilens fører, en 36-årig mand, er hårdt kvæstet. Den dræbte er formentlig hans hustru, der sad på bagsædet bag føreren. En femårig dreng sad fastspændt på bagsædet og slap uden fysiske skader, oplyser Fyns Politi.
Politiet efterlyser ejeren af de betonfliser, der blev kastet ned på motorvejen.
Der blev kastet to cirka 30 kilo tunge betonfliser og to mindre sten på hver 9,5 kilo.
Politiet ser med stort alvor på sagen, der på grund af sin grovhed efterforskes som en drabssag.
Politiet oplyser, at kvinden blev dræbt på stedet, da bilen blev ramt af den tunge sten. Føreren er kommet slemt til skade, men han er umiddelbart uden for livsfare.
Den lille dreng har hele søndagen opholdt sig på Odense Universitetshospital, hvor personale fra Odense Kommune har taget sig af ham.
Politiet har fået underrettet den lille families pårørende i Tyskland med hjælp fra Interpol og det tyske politi. Deres identitet kan først endeligt fastslås, når de pårørende kommer til Danmark og genkender dem.
Fyns Politi har dagen igennem undersøgt området med hundepatruljer, ligesom ulykkesstedet er blevet undersøgt af en bilinspektør og af kriminalteknikere. Blandt andet er der taget dna-prøver, som nu skal undersøges.
Ud over oplysninger om, hvor betonfliser og sten kommer fra, søger politiet også vidner. Håbet er at finde nogen, der har set noget i området omkring motorvejsbroen ved Langesøvej mellem Blommenslyst og Vissenbjerg, hvorfra stenene menes kastet.
Fliserne er hjørnesten af typen danblok 2 fra IBF sten i Ejby, oplyste politiet tidligere søndag.
Fyns Politi vil gerne høre fra entreprenører, murere, byggefirmaer eller andre, der har sådanne sten liggende, og som mangler to.
Forbrydelsen skete lidt før klokken 4.00 ved broen over motorvejen ved Langesøvej. Broen er placeret mellem Blommenslyst og Vissenbjerg.
Politiets undersøgelser viser, at den dræbende sten var en såkaldt hjørnesten, som vejer 30 kilo.
Der blev ifølge politiet kastet i alt fire sten, hvoraf en ramte bilen. De øvrige sten er en, der svarer til den dræbende, samt to mindre sten på hver 9,5 kilo, oplyser kommunikationsrådgiver Charlotte Nyborg, Fyns Politi.
Sten fra ulykkessted identificeret
Fyns Politi har fundet ud af, hvilken type sten, de har fundet på motorvejen i forbindelse med en dødsulykke tidligt søndag morgen.
Politiet udsendte tidligere søndag billeder af to sten, der er fundet på ulykkesstedet, især i håb om, at nogen kunne genkende en karakteristisk specialsten.
Nu har politiet fået at vide, at der er tale om en såkaldt danblok type 2 hjørnesten fremstillet hos IBF Sten i Ejby.
Den slags sten bruges til opførelse af støtte- og støjmure og særligt høje mure.
Politiet opfordrer entreprenører, murere, byggefirmaer og andre, som måtte have den slags sten liggende, til at henvende sig, og især hvis de mangeler mindst to af den type.
Ulykken skete kort før klokken 04.00 søndag morgen, da den udenlandske familie kom kørende i retning mod Jylland.
Politiet mener, at deres bil blev ramt af en betonklods, der blev kastet ud fra broen over motorvejen ved Langesøvej mellem Blommenslyst og Vissenbjerg.
En person blev dræbt, og en blev alvorligt kvæstet, mens et barn slap med skrammer.
Politiet kan endnu ikke oplyse, hvor familien kommer fra, og heller ikke hvor alvorlig den kvæstedes tilstand er.
Motorvejen var efterfølgende lukket i adskillige timer på strækningen, men blev åbnet igen omkring klokken 08 søndag morgen.
En aften i januar i år blev en familie på fire ramt af en 30 kilo tung betonflise, der formentlig blev kastet fra samme bro ved Langesøvej. Moren fik en hovedskade, mens børnene og faren slap uden skrammer.
Politiet kaldte det "nærmest et mirakel", at familien ikke kom alvorligt til skade. Flisestumperne blev spredt over motorvejen, og flere andre biler kørte hen over dem. Ingen kom dog alvorligt til skade.
Dengang formodede politiet, at flisen var blevet transporteret dertil i et køretøj, en trailer eller en trillebør.
Politiet ved endnu ikke, om stenene er kastet samtidig, men det står klart, at to biler efterfølgende er kørt ind i stenene, dog uden at der skete skader.
Fyns Politi oplyser, at de to store sten er hjørnesten af typen danblok type 2 fra IBF sten i Ejby. Og politiet hører gerne fra entreprenører, murere, byggefirmaer eller andre, der i øjeblikket har denne type sten liggende, og som mangler to.
En paragraf i straffeloven handler om situationer, hvor en person på hensynsløs måde har udsat andre for livsfare.
Men den aktuelle sag er altså ifølge Fyns Politi mere alvorlig.
Især den dræbende stens vægt betyder meget for politiets vurdering af forbrydelsens karakter, lyder det fra politikommissær Michael Lichtenstein.
- Vi har fået en del henvendelser om sagen, men endnu ingen om konkrete personer på stedet, oplyste han søndag eftermiddag.
Politiet tror, at mindst én voksen har smidt stenene ud fra broen.
- Det er ikke almindelige drengestreger, det her, siger Lichtenstein.
Flere biler ramt af stenkast på fynske motorveje før drab
Inden for den seneste uge er mindst tre biler ramt af sten på Fyn. Fyns Politi udelukker ikke sammenhæng.
Flere biler er blevet ramt af stenkast på fynske motorveje de seneste dage.
Det skriver dr.dk, efter at en tysk kvinde tidligt søndag mistede livet. Ifølge politiet blev der kastet i alt fire sten fra en bro over fynske motorvej, og familiens bil med manden ved rattet og kvinden og et barn på bagsædet blev ramt af en 30 kilo tung betonblok.
Så sent som lørdag blev en anden bil ifølge netmediet fyens.dk ramt af en 30 kilo tung sten på taget nordøst for Odense.
Og natten til torsdag kastede ukendte gerningsmænd en to til tre meter lang træstamme ned på køleren af helikoptermekaniker Kenneth Faaborg Schrøders bil.
- Det var helt mørkt, så jeg kunne ikke se noget som helst. Men det må være nogle store drenge, for det var nogle ordentlige kævler, siger han til dr.dk.
Søndagens dræbende stenkast efterforskes af Fyns Politi som overlagt drab.
Og det kan ikke udelukkes, at de andre tilfælde har noget at gøre med søndagens stenkast. Sådan lyder det fra vagtchef Steen Nyland.
- Vi ser på det hele samlet. Vi udelukker ikke, at der kan være en sammenhæng, siger han til Ritzau.
Nogle betjente udspørger folk i området, om de har set noget af betydning, men politiet arbejder på flere fronter. Der har været hundepatruljer ude i området, og en bilinspektør og teknikere har undersøgt gerningsstedet.
Derudover laver politiet blandt andet dna-undersøgelser af stenene.
Korte videoer