Netop den erfaring blev afgørende for Josefine Ottesen, og for den måde hun håndterede sit liv på:
- Når der var noget, som jeg ikke forstod eller var bange for, så skrev jeg det ned og gjorde det til en fortælling. Så kunne jeg se på det udefra, og bedre forstå hvad der foregik i mig selv. Det fik kollossal betydning for mig op gennem puberteten.
At bruge ord og fortællinger som et middel til at få det bedre fortsatte ind i voksenlivet for den knap 70-årige forfatter:
- Det er stadig det, jeg skriver ud fra. Hvis jeg bliver bekymret eller provokeret eller bange, så skriver jeg. At formulere mig sprogligt har været - og er stadig - helt afgørende for at forstå mig selv og forstå, hvorfor jeg reagerer, som jeg gør.
Læserne har åbenbart også haft brug for for de mange fortællinger fra Josefines hånd. Siden 2011 har hun ligget fast på top-ti listen over modtagere af bibliotekspenge. I flere af årene på en andenplads, kun overgået af Bjarne Reuter.
Kvoten brugt op
Josefine Ottesen voksede op i et hjem, hvor både moderen og søsteren var forfattere. Derfor styrede hun ikke selv den vej:
- Jeg troede, at kvoten for forfattere i min familie var brugt op.
Hun brugte i stedet de første tyve år af sit voksne liv på at arbejde som skuespiller og instruktør med sin anden store passion: teater, især for børn. Det var givende, men også hårde år, hvor der altid skulle søges penge til næste projekt, og hvor alle deltagere var medbestemmende. Det var krævende for en type som Josefine Ottesen, der trives bedst med selv at stå ved roret og bestemme det hele.
Parallelt med teaterarbejdet fortsatte Josefine Ottesen da også med at skrive. I 1983 debuterede hun med "Prinsesse Morgenrøde og Lindormen": En bog, der blev til af omveje, fordi en redaktør tilfældigvis læste historien og ønskede at udgive den, men det blev et nej tak fra Josefine Ottesen.
- Den skulle ikke udgives. Jeg skulle ikke være forfatter. Tænk, hvis det var den eneste historie, jeg havde i mig! Det ville være for fladt.