Bæredygtigt byggeri: 27-årige Jakob bygger sit mikroskopiske drømmehjem på hjul

27-årige Jakob Solkær Pedersen er ved at bygge sit drømmehus, der er 30 kvadratmeter stort og står på hjul. En bæredygtigt byggestil, der vinder frem flere steder.

30 kvadratmeter lyder ikke af meget hus, men for 27-årige Jakob Solkær Pedersen fra Skårup rummer de 30 kvadratmeter store drømme.

Han er nemlig i færd med at bygge sit fremtidige hjem på hjul, et såkaldt 'off-grid' hus, der også kaldes Tiny House, hvor fokus er på bæredygtighed, selvforsyning og fleksibilitet.

- Jeg vil kunne leve så uafhængigt som muligt, og den her vogn kan så næsten placeres hvor som helst, siger Jakob Solkær Pedersen.

Lige nu er huset bare en skal, men det skal fyldes ud med køkken, stue, bad og værelse i et.
Lige nu er huset bare en skal, men det skal fyldes ud med køkken, stue, bad og værelse i et.
Foto: Ken Petersen

Plads i kommuneplanen

De små huse er både billige at bygge, har bæredygtighed i højsædet og fylder ikke meget. Og det er noget, flere kommuner har fået øjnene op for.

I Brenderup på Vestfyn har man planer om at opstille 36 små huse i løbet af næste år, som skal være klimaneutrale og selvforsynende. Nu er Svendborg måske på vej til at hoppe med på bølgen.

- I vores nye kommuneplan har vi lagt ind, at der bliver områder, hvor man kan bygge de her nye boligtyper og levestil, siger Bruno Hansen (SF), der er formand for Natur- og Miljøudvalget i Svendborg.

Hvad er Tiny House?

Planerne er kun på tegnebrættet, men kommunen er på udkig efter lokationer til minihusene.

- Vi arbejder kraftigt på det nu og håber at få udpeget områder her i efteråret, så man måske kan bosætte sig næste forår, fastslår Bruno Hansen.

Gevinst for lokalmiljøet

Hos Jakob Solkær Pedersen er byggeriet stadig i gang med at bygge fra gulvbrædder, han har fundet ved et hus, der skulle rives ned og vinduer, han fik til en lav pris. 

Planen er at få solceller på taget, når han er længere i processen, så han kan dække sit eget energibehov med solens stråler.

Jakob Solkær Pedersen har planer om at flytte ind i huset i efteråret 2021.
Jakob Solkær Pedersen har planer om at flytte ind i huset i efteråret 2021.
Foto: Ken Petersen

Han synes, det er en god idé at gøre plads til huse som hans i kommuneplanen.

- At kunne bygge og have et sted, man kan sætte den, tror jeg, vil give helt vildt meget til lokalmiljøet.

Selv forestiller han sig, at han skal flytte ind i det bæredygtige hus til efteråret, og han er ikke i tvivl om, at han skal bo der i lang tid.

- Det kan jeg sagtens forestille mig. Sagtens, nikker Jakob Solkær Pedersen og fortsætter arbejdet på de 30 kvadratmeter store drømme.

Kom en tur med ind i Jakob Solkær Pedersens lille hus:

Tiny Houses i Svendborg Fotograf: Redigering: