I det fynske folks tjeneste

Efterskoler genåbner: En tur i Fakta koster skriftlig advarsel

Selvom efterskoleelever mandag kunne vende tilbage til deres skoler, bliver det en markant anderledes dagligdag. Besøg på tværs af familiegrupper og en tur i fakta kan betyde hjemsendelse.

00:46

Eleven Ida Mikkelsen tror på, at eleverne nok skal overholde de nye retningslinjer. Det er jo forudsætningen for at være tilbage, lyder det. Video: Masoud Jafari Pouia / redgiering: Maja Kærhus Jørgensen

- Hold kæft hvor er det mærkeligt, man slet ikke må hilse. Men det er perfekt at være tilbage!

Eleverne på Svendborg Efterskole er glade, da de træder gennem dørene til skolen og endelig efter to måneder er tilbage blandt savnede kammerater, lærere og omgivelser. Selvom det er et noget anderledes gensyn, der hverken må fejres med kys, kram eller for tæt kontakt, betyder det meget for eleverne at være tilbage. 

Læs også Elever på cykelvisit hos efterskolelærere: - De er vores bedste venner

- Det har jeg glædet mig virkelig meget til. Det bliver helt sikker underligt i starten, for vi har været vant til at må kramme alle og være helt tæt, men jeg tror bare, det handler om at vænne sig til det, og så skal det nok blive fint, siger Ida Berner Mikkelsen, der er elev på Svendborg Efterskole.

Og vænne sig til det, bliver de nødt til. For hvis de ikke overholder efterskolens regler, vanker der både advarsler og hjemsendelse fra efterskolens side.

Jeg er overbevist om, at vi kan overholde reglerne. Det betyder så meget for alle, der er her, at det ville være ærgerligt at blive sendt hjem. Man har ikke rigtig lyst til at ødelægge det for sig selv.

Oliver Konrad, elev, Svendborg Efterskole

- Hvis ikke man agter at efterkomme reglerne, så kan man ikke være her. Hvis man lige skal rettes ind og have et puf i den rigtige retning, så taler vi om det. Men udviser man en adfærd, hvor man er ligeglad med reglerne, så ringer vi hjem til forældrene og siger, at de skal hente deres børn, forklarer forstander Lars Luplau.

En tur i Fakta giver skriftlig advarsel

Som en del af retningslinjerne for efterskolernes genåbning, som børne- og undervisningsministeriet har udstedt, skal de inddeles i såkaldte familiegrupper på maksimalt otte elever, hvor kravet om en meters afstand undtages. Eleverne må ikke besøge elever, de ikke er i familiegruppe med, sker det, bliver de hjemsendt.

Læs også Efterskoler gør klar til genåbning: - Mon de er klar over, hvad de kommer tilbage til?

Men det er ikke kun krammere på tværs af familiegrupper eller besøg på hinandens værelser, der kan få konsekvenser for efterskoleeleverne. Også turen i Fakta efter matadormix og rittersport er bandlyst.

- De skal blande sig så lidt som muligt med lokalsamfundet. De må godt gå ned til skoven eller stranden, men de skal heslt holde sig fra butikker i forhold til smittkæder blandt lokalbefolkningen, siger Lars Luplau og forklarer, at efterskolen køber ind og sælger videre til eleverne i deres kiosk.

Et par retningslinjer

Der er mange retningslinjer for genåbningen af efterskoler. Her er et par af dem:

  • Familiegrupper: Eleverne organiseres i familiegrupper af maks otte elever, der undtages fra kravet om 1 meters afstand. Eleverne i familiegruppen bor sammen og deler toiletter, bad og evt. lokalt opholdsareal.
  • Færden uden for skolen: Eleverne bør kun i begrænset omfang færdes uden for skolens matrikel og bør undgå steder med tæt kontakt i lokalsamfundet som fx butikker. På denne måde begrænses smitte fra skolen til lokalsamfundet og omvendt.
  • Weekender: Eleverne bør så vidt muligt opfordres til at blive på skolerne i weekenderne frem til sommerferien.
  • Måltider: Familiegrupperne udgør elevernes faste spisegrupper. Eleverne har faste pladser ved måltiderne. Maden serveres enten som portionsanretninger eller ved bordene. Buffeter kan betjenes af personale eller få udvalgte elever. Eleverne kan deltage i madlavningen.

Se alle retningslinjerne her.

Kilde: Børne- og undervisningsministeriet

Se mere

Selvom reglerne er strenge, er Ida Berner Mikkelsen ikke et øjeblik i tvivl om, at de kan overholde dem.

- Det håber jeg rigtig meget, og det tror jeg også på, at vi kan. For hvis ikk vi overholder reglerne, så kan de jo lukke vores skole ned igen. Så får vi ikke den afslutning, vi har manglet og så gerne vil have, siger hun.

Fælles ansvar

Selvom snakken foregår på afstand og bordtennisspillet ikke kan spilles helt som vanligt, er aktiviteterne allerede så småt i gang på den sydfynske efterskole. Om halvanden måned sætter sommerferien en stopper for efterskolelivet, og derfor gælder det om at få mest muligt ud af tiden, de har tilbage. Og det kan et stort regelsæt ikke forhindre.

- Jeg er overbevist om, at vi kan overholde reglerne. Det betyder så meget for alle, der er her, at det ville være ærgerligt at blive sendt hjem. Man har ikke rigtig lyst til at ødelægge det for sig selv, siger Oliver Konrad, der også er elev på Svendborg Efterskole.

Læs også Psykolog om Emmas efterskolesavn: En sorgproces er naturlig

Både Ida Berner Mikkelsen og Oliver Konrad holdt vejret, da statsminister Mette Frederiksen (S) 10. maj udmeldte, at efterskolerne ville være en del af genåbningens fase to. Også forstanderen var lykkelig for igen at have udsyn til at få efterskoleeleverne hjem til Sydfyn. 

- Det er en kæmpe forløsning. Vi har været så kede af det i ni uger. Så selvom de skal overholde reglerne fra sundhedsmyndighederne, er vi bare glade for at have dem tilbage, siger Lars Luplau.

Jeg håber, at vi kan lave en kultur, hvor vi godt kan bege hinanden om at holde afstand. Men vi vil så gerne være på skolen, at jeg ikke tror, det bliver et problem.

Ida Berner Mikkelsen, elev, Svendborg Efterskole

Begge efterskoleelever er også klar til at få det sidste ud efterskolelivet, også selvom det betyder, at de må være lidt politimænd over for hinanden.

- Vi kommer nok til som kammerater at sige, at vi skal huske på det og hjælpe hinanden. Det er jeg ret overbevist om, nikker Oliver Konrad.

- Jeg håber, at vi kan lave en kultur, hvor vi godt kan bede hinanden om at holde afstand. Men vi vil så gerne være på skolen, at jeg ikke tror, det bliver et problem, siger Ida Berner Mikkelsen og kan ikke lade være med at smile:

- Jeg kan slet ikke stoppe med at smile, selvom jeg ville ønske, at jeg kunne kramme alle, så er det bare rart at være tilbage.