Fynsk lærer hængt ud: - Det er i orden, men der er grænser

Det har skabt en del debat, at en forælder til en dreng på en unavngiven sydfynsk skole har hængt en idrætslærer ud på Facebook.

Læreren underviser i idræt, og det er faldet faren til drengen for brystet, at "en sportslærer bader med 8-10-årige drenge".

quote Jeg tror bare, at kommunikation omkring det er vigtigt

Emilie Ostenfeldt, restaurantchef og mor

TV 2 Fyn har mødt nogle borgere i Svendborg for at høre, om det er en storm i et glas vand, eller om faren har ret i at mistænkeliggøre læreren.

- Det kommer an på klassetrinet og de enkelte forældres følelser omkring det. Om de synes, det er ok, eller om det er grænseoverskridende, siger Emilie Ostenfeldt, der udover at være mor også er restaurantchef.

Hun ser umiddelbart ikke noget problem i, at læreren bader sammen med drengene i tredje klasse.

- Jeg tror bare, at kommunikation omkring det er vigtigt, så man ikke presser noget ned over hovederne på folk, som de egentlig ikke har lyst til.

Så hvis forældrene ikke er trygge, skal læreren reagere på det?

- Ja, det tænker jeg. Der er ikke nogen, der skal tvinges til det.

Til gengæld mener Emilie Ostenfeldt ikke, at det er en god idé, hvis eleverne går i 6.-, 7.- eller 8.-klasse og er i puberteten.

- Vi har jo allesammen været der. Det er der, man begynder at synes, at det andet køn er interessant, og man sammenligner hinanden. Man bliver bare et mere seksuelt menneske, hvis jeg skal sige det på den måde.

- Så det er dér, problemet kan komme til at ligge, siger Emilie Ostenfeldt.

Udhængt lærer: Jeg er rollemodel

I fagbladet Folkeskolen siger den anononymiserede 56-årig lærer, at han mener, at det er vigtigt, at lærerne bader med eleverne efter idrætstimerne. 

- Jeg har sagt til min leder, at hvis jeg først holder op med at gå i bad sammen med eleverne, så vil jeg føle, at jeg svigter. Så ville jeg ikke være den rollemodel, som jeg ønsker at være, hvis jeg lader mig knægte på den måde.

quote Hvordan skal vi som lærere og voksne vise børnene, at det er rigtigt og vigtigt at turde stå ved sin krop, hvis vi ikke engang tør gøre det selv

Preben Hansen, næstformand i Dansk Skoleidræt

Emilie Ostenfeldt mener, at det er fint, at læreren er rollemodel.

- Jeg synes, det er vigtigt at normalisere en krop. Også med hensyn til sociale medier og sådan noget.

- Men igen, jeg synes, det er vigtigt at respektere andres grænser, så man er sikker på ikke at overtræde dem.

Det er helt naturligt

Operatør Kurt Pohl er helt uforstående over for farens angreb på læreren. Han synes, at det er helt naturligt, at læreren går i bad sammen med eleverne. Det er jo meget naturligt at se en voksen mand eller dame, siger han.

For ham er elevernes alder også afgørende. Men i modsætning til Emilie Ostenfeldt mener han, at børnene kan være for små.

- Jeg ved ikke, hvordan jeg vil have det, hvis det er de små drenge, der går i bad sammen med deres klasselærer, siger Kurt Pohl.

Han mener, at der er meget kropsforskrækkelse i Danmark. 

- De unge piger, der får bulimi og lignende, er det, fordi de ikke ved, hvordan man normalt ser ud? De ser jo bare, hvad der er i ugebladene og så videre. Så kigger man på sig selv; "sådan ser jeg jo ikke ud. Så må hellere tabe mig". Og så går det galt, siger han.

Kurt Pohl tilføjer, at det er normalt i Tyskland, at alle går i sauna sammen, og på den måde ved alle, hvordan man ser ud.

- Der er jo ikke noget, der er unormalt, kan man sige. Vi har alle sammen et eller andet, siger han.

Ikke stor forskel på bruser og stranden

Inger Christensen, pensionist og tidligere underviser på handelsgymnasiet i Svendborg, er enig med Kurt Pohl.

- Jeg kommer lige fra svømmehallen, og der går man også i bad med alle mulige forskellige, unge og gamle og små og store, og vi ser alle sammen forskellige ud, siger hun.

- Men er det et problem for nogen, så skal man selvfølgelig diskutere det.

- Vi ser jo også hinanden på stranden, og forskellen er jo ikke så stor, om man har en badedragt eller en bikini på, eller om man står under bruseren, slår Inger Christensen fast.

Hun synes også, at læreren er en rollemodel og dermed gør det rigtige.

- Mit indtryk er, at for børn og den opvoksende ungdom er der utrolig meget fokus på, hvordan vi ser ud, og at man skal se sådan og sådan ud. 

- Det er vigtigt, at man ser alle muligheder, for ellers kan man også tænke; "Jeg er nok ikke god nok, sådan som jeg ser ud".

- De er jo alle sammen gode, selv om de er det ene eller det andet kropsligt, siger Inger Christensen.

Det er også dannelse

Det er ikke ulovligt for lærere at bade med eleverne efter idræt, og idrætslæreren støttes af både skolens ledelse og Dansk Skoleidræt.

- Grunden til, at vi skal have børnene i bad er jo ikke kun hygiejnisk. Der er også noget dannelsesmæssigt i det, så de ikke kun ser nøgne kroppe i fjernsynet. Derfor bader jeg også med mine elever. For hvordan skal vi som lærere og voksne vise børnene, at det er rigtigt og vigtigt at turde stå ved sin krop, hvis vi ikke engang tør gøre det selv, siger Preben Hansen, der er næstformand i Dansk Skoleidræt, til folkeskolen.dk.

Facebookopslaget fra forælderen blev offentliggjort for nogle uger siden, men det er blevet fjernet efter skoleledelsen henvendte sig til faren.

Oversigt

    Oversigt