Intet tyder på forbrydelse bag storbrand på Bjørnemose Gods

Fyns Politi har onsdag afsluttet brandundersøgelserne på Bjørnemose Gods, der brændte i mandags.

Den omfattende brand på det historiske Bjørnemose Gods i mandags skyldes formentlig en fejl i husets elektriske installationer.

Det er konklusionen, efter Fyns Politi onsdag har færdiggjort de brandtekniske undersøgelser.

Politiet regner med, at branden opstod på grund af en fejl i en elinstallation i den nyrestaurerede hovedbygning.

Fyns Politi fortæller til TV 2 Fyn, at der ikke er noget, der tyder på, at der skulle have foregået noget kriminelt i forbindelse med branden.

- Vi har lavet en omfattende undersøgelse på stedet med vores teknikere og vores sprænghunde og vores elektrikere, og vi er kommet frem til, at arnestedet formentlig er i en etageadskillelse i hall'en omkring trappen,  hvor der er et ledningsnet, siger politikommissær Jack Liedecke fra Fyns Politi.

Politiet har i forbindelse med undersøgelserne ikke fundet brandbare væsker eller noget andet, der tyder på, at der er sket noget forsætligt.

Samme konklusion omkring elinstallationerne havde brandfolkene fra Beredskab Fyn. Det fortalte godsejer Vagn Rasmussen til TV 2 Fyn tirsdag.

Fyns Politi har nu lukket efterforskningen.

- For politiets vedkommende betragtes sagen nu som afsluttet. Vi skulle undersøge stedet for at fastslå, at der ikke lå noget kriminelt bag branden, og det er det, vores undersøgelser munder ud i, fortæller Jack Liedecke.

Bjørnemose er en såkaldt sædegård, der ligger i Tved Sogn, og den var oprindeligt ejet af Kongehuset. Gårdens historie kan spores tilbage til 1531.

I dag er godset ejet af en fond og  fungerer som kursussted og lægger lokaler til konferencer, brylluper og andre store fester.

Oversigt

    Oversigt