Chok i GOG: Morten Olsen akut opereret og færdig for i år

GOG-profilen måtte overtale sygehuspersonalet til ikke at amputere det yderste af hans lillefinger.

GOG må spille resten af efteråret færdig i en amputeret udgave.

Playmakeren og profilen Morten Olsen kommer ikke i kamp mere før jul efter et uheld til styrketræning.

- Morten er blevet skadet i det yderste lillefingerled på højre hånd i en sitiatuon under styrketræning. Han blev akut opereret i forgårs, og vi forventer ikke at se ham på banen på den her side af jul, siger GOG-træner Nicolei Krickau til TV 2 Sport.

- Det er selvfølgelig et stort slag for holdet, for meget er bygget op omkring Morten. Men vi må spille med dem, vi har. Sådan er det. Så må de andre steppe op. Jeg har stor tro på min trup, siger Krickau.

Uheldet kunne have kostet Morten Olsen det yderste led af hans finger.

- Fingeren var knækket helt over og hang ligesom kun i huden, så de mente, at det mest normale ville være at skære den af. Jeg fik heldigvis overtalt dem til at gøre et forsøg med at redde den, fortæller Morten Olsen til TV 2 Sport.

- Det var lidt et chok at se sin finger på den måde, fortæller landsholdsspilleren.

Sygehuspersonalet fik opereret fingeren på plads igen, og nu venter der en længere pause for GOG-profilen, der dog stadig håber på, at han kan blive klar til et eventuelt VM med herrelandsholdet til januar.

Oversigt

    Oversigt