Viktor Axelsen skal giftes

Fynske Viktor Axelsen og Natalia Koch Rode skal giftes. Det afslører Axelsen på Instagram fredag.

Det er ikke kun på banen, det kører for Viktor Axelsen.

Den danske badmintonstjerne har også tur i den uden for badmintonhallen.

Fredag kunne Viktor Axelsen således dele en glædelig nyhed på sin Instagram-profil:

- Heldigvis sagde hun ja.

Sådan skriver Axelsen til billedet, der viser to hænder - den ene med en funklende vielsesring. Og ja, ganske rigtigt: Viktor Axelsen skal giftes med kæresten, Natalia Koch Rode, der også er badmintonspiller.

Sammen har badmintonparret en datter ved navn Vega. Hun kom til verden i foråret 2020.

Suveræn start på 2021 for Axelsen

Viktor Axelsen har - også udover frieriet - fået en forrygende start på 2021.

Her har han allerede nu vundet hele tre turneringssejre, og så sent som i søndags vandt han suverænt finalen ved Swiss Open.

Den 27-årige badmintonspiller har kun tabt én eneste kamp i indeværende år. Det var til landsmanden Anders Antonsen ved sæsonfinalerne.

I hele 2021 har Axelsen kun tabt tre sæt. To af de tre sæt var netop i finalen ved sæsonfinalen i Bangkok, hvor han led det hidtil eneste nederlag i over et år til Antonsen.

Axelsens 2021:

  • Thailand Open I: Vinder
  • Thailand Open II: Vinder
  • Sæsonfinalen: Nummer to
  • EM for blandede hold: Vinder
  • Swiss Open: Vinder

Viktor Axelsens næste opgave er All England, hvor han skal forsvare sin titel fra 2020.

Og så skal han altså også i gang med at planlægge sit bryllup.

Oversigt

    Oversigt