Læge blev dømt efter patients død - nu slår en række kollegaer i bordet

En læge er blevet dømt for hårdt i sag om patients død, mener kollegaer og fagforening.

Overmedicinerede patienter, for mange undersøgelser og færre læger.

Det kan blive virkelighed, lyder det i en advarsel fra Foreningen for Yngre Læger. 

Opråbet kommer efter, at læger på sociale medier og i en underskriftsindsamling har delt deres bekymring over en sag, hvor en kvindelig reservelæge ved Østre Landsret blev dømt skyldig i grov forsømmelse, fordi en midaldrende mand med diabetes mistede livet i 2013.

Under hashtagget #DetKuHaVæretMig deler lægerne nu deres sympati og historier på Facebook. Og knap 7000 personer har siden dommen skrevet under på en underskriftsindsamling for, at sagen bør ankes til Højesteret.

Historien handler kort fortalt om, at patienten blev indlagt på Svendborg Sygehus med mavesmerter. Da han havde diabetes, bad den kvindelige læge ifølge eget udsagn sygeplejersken om at få hans blodsukker målt. Men målingen skete aldrig, da sygeplejersken ikke mindes at have fået ordren, og lægen ikke fulgte op på, om det var sket.

En måned senere døde patienten, og en senere obduktionsrapport viste, at årsagen var en hjerneskade på grund af for lavt blodsukker.

Fagforeninger: Dommen er for hård

Problemet med dommen er, at den er for hård, mener formanden for Yngre Læger, Camilla Rathcke, og hos Lægeforeningen er formand Andreas Rudkjøbing af samme overbevisning.

- Man placerer ansvaret alene på den yngste læges skuldre. Det mener vi ikke er rimeligt taget i betragtning, at det har været et længere forløb, patienten har haft, og der har været flere mennesker involveret, siger Andreas Rudkjøbing til TV 2.

Hos Yngre Læger frygter formanden, at dommen kan betyde, at læger ikke ønsker at arbejde i det danske sundhedsvæsen, og hun mener, at opbakningen til kampagnen #DetKuHaVæretMig er et udtryk for, at det kan blive tilfældet i fremtiden.

- Vi risikerer at miste gode læger, som vælger at søge uden for vores sundhedssystem, fordi de ikke vil hænge på systemfejl, siger hun.

Dom kan få betydning for arbejdet

Både hos Yngre Læger og Lægeforeningen mener man, at dommen kan få konsekvenser for lægers arbejde.

- Når man eksempelvis får en traumepatient ind, skal det gå hurtigt, og man laver aftaler mundtligt. Så man har ikke tid til at journalføre med det samme, men gør det først bagefter, siger Camilla Rathcke.

Hun understreger, at det er vigtigt, at det samarbejde består mellem sundhedspersonalet, så personalet på sygehusene fortsat kan gøre deres job hurtigt, ellers kan det i sidste ende gå ud over behandlingen af den enkelte patient.

- Hvis det her er retstilstanden i Danmark, er den uforenelig med den måde, vi arbejder på. Særligt når vi er på vagt, og når vi har travlt. Der skal der altså være plads til, at man giver en ordination mundtligt i forventningen om, at der så bliver fulgt op på den, siger Lægeforeningens formand, Andreas Rudkjøbing.

Ulykkelig sag

Støttekampagnen #DetKuHaVæretMig får opbakning af Yngre Læger, og Andreas Rudkjøbing fortæller, at han ikke førhen har oplevet så stor opbakning til en sag, som støttekampagnen har fået.

- Jeg tror, at den her sag har ramt noget i rigtig mange yngre læger, som allesammen har stået i en situation, hvor der har været for travlt til, at man har kunnet sætte sig ned i ro og mag og ordinere alting.

Han kalder den konkrete sag for ulykkelig og mener også, at man bør undersøge, hvad man kan gøre, så det ikke sker igen.

- Men den her sag er principiel. Vi vil gerne have undersøgt, om det kan være rigtigt, at det er de smalleste skuldre, nemlig den unge læge, som skal have skylden for hele det her ulykkelige forløb, siger Andreas Rudkjøbing.

Dømt læge har fravalgt sundhedsvæsnet

Den dømte kvindelige læge har efter dommen forladt det danske sundhedsvæsen, fortæller formanden for Yngre Læger.

- Hun har stadigvæk sin autorisation og kunne sagtens fortsætte. Men hun føler ikke, at hun kan være den læge, som hun gerne vil være, i vores sundhedsvæsen, siger Camilla Rathcke.

Forløb over sagen fra Svendborg Sygehus

Oversigt

    Oversigt