Massivt flertal presser på for at få de største elever tilbage i skole

Skolelederforeningen vurderer, at der er brug for tre dages forberedelse for at gøre skolerne klar til at tage imod de store elever på forsvarlig vis.

Der tegner sig et massivt flertal i Folketinget for, at de større klasser i grundskolen skal tilbage på skolebænken.

Flertallet ønsker også at åbne for høj- og efterskoler i næste fase af genåbningen af Danmark.

Senest har både Radikale Venstre og Enhedslisten meldt sig ind i koret, der lægger pres på regeringen.

Tirsdag mødes de radikales leder Sofie Carsten Nielsen med statsminister Mette Frederiksen (S), og hun har et klart ønske om at få de større elever tilbage i skole af hensyn til deres trivsel.

- Det er helt afgørende, at børn og unge nu kommer forrest, og vi får gennemset alle muligheder for, at klasserne på en eller anden måde kan få lidt kontakt igen, siger Sofie Carsten Nielsen til TV 2.

Huskeseddel fra blå blok

Hun er klar på at "tænke meget mere kreativt" i løsningerne, og de radikale foreslår derfor udeundervisning som en måde at samle de største elever igen.

Også Enhedslistens coronaordfører Peder Hvelplund mener, at de store elever skal så meget tilbage i skole, som det er sundhedsfagligt muligt.

Siden den første, spæde genåbning 1. marts har statsministeren ført bilaterale drøftelser med Folketingets partier om de videre planer.

Efter sit møde med statsministeren i sidste uge gjorde SF's formand Pia Olsen Dyhr det klart, at hun har et ønsket om at få genåbnet de store klasser.

En samlet blå blok har ligeledes sendt Mette Frederiksen en huskeseddel, hvori de fem blå partier er enige om yderligere genåbning af skoler og de liberale erhverv.

Brug for forberedelse

Såfremt regeringen og statsminister Mette Frederiksen vælger at følge flertallets ønske og sende de store elever tilbage i skole, har folkeskolerne brug for mindst tre dages forberedelse. Det siger formanden for Skolelederforeningen, Claus Hjortdal.

- Vi vil frygtelig gerne have eleverne tilbage, men det skal være sikkerhedsmæssigt og sundhedsmæssigt forsvarligt, så derfor er der brug for klare retningslinjer og nok forberedelse, siger han til TV 2.

Børne- og Undervisningsministeriet skriver på sin hjemmeside, at en yderligere genåbning på skoleområdet ventes at kunne ske omkring 15. marts, hvis smittesituationen tillader det.

Det er en forudsætning for genåbningen, at elever over 12 år og ansatte løbende testes.

Oversigt

    Oversigt