Regeringens nye ghettoliste er blevet offentliggjort fredag. På Fyn er antallet af ghettoer faldet fra tre til to. Byparken/Skovparken i Svendborg er ikke længere en del af listen.
22 boligområder i Danmark er i år på regeringens liste over ghettoer. Det er tre færre end sidste år.
Den såkaldte "Liste over ghettoområder" fra Transport-, bygnings- og boligministeriet identificerer en række boligområder, der kræver en særlig indsats. For eksempel inden for integration, beskæftigelse eller uddannelse.
Boligselskaber: Ghettoliste giver misvisende billede
Selv om regeringens ghettoliste gør politikerne bekymrede, ser boligselskaberne fremgang. Vollsmose har løftet sig de seneste ti år.
Man får et misvisende billede af, hvordan det går i de udsatte boligområder, hvis man kigger på regeringens ghettoliste. Det mener Bent Madsen, der er direktør for de almene boligselskabers brancheorganisation, BL.
- Det er noget mere nuanceret end det, siger han.
Regeringens ghettoliste har udløst en række bekymrede bemærkninger fra blandt andet Socialdemokratiet og regeringen om de mest udsatte boligområder såsom Vollsmose i Odense og Gellerupparken i Aarhus.
Markant udvikling i Vollsmose
Men Bent Madsen mener, at man skal se på andre parametre end regeringens, hvis man vil have et indtryk af, hvilken udvikling områder som Vollsmose er inde i.
- Et af de parametre, som vi holder øje med, er, hvordan børnene klarer sig i skolen. Mere specifikt hvordan de klarer sig i dansk og matematik. For det ved vi, har en stor betydning for, hvordan de klarer sig videre hen, siger han.
Her finder Bent Madsen "nogle temmelig store løft i karaktererne" sammenlignet med 2008.
- Hvis vi kigger på, hvor mange børn der har en studentereksamen, når de er 20 år, i eksempelvis Vollsmose, så var det 20 procent i 2008. I 2016 er det over 40 procent.
- Det er en markant positiv udvikling. For det er her, vi afskaffer den sociale arv, siger han.
Parametre tager ikke højde for tendenser
Regeringens ghettoliste måler boligområder på fem parametre. Det handler om beboernes beskæftigelse, etnicitet, kriminalitet, uddannelse og indkomst.
Hvis tre af de fem parametre overskrider en bestemt grænse, kommer området på regeringens liste.
Uddannelse måles ved at tage andelen af beboere mellem 30 og 59, der har mere end en grunduddannelse.
Derfor vil de tendenser Bent Madsen peger på ikke påvirke bedømmelsen.
Bent Madsen understreger, at der er udfordringer i boligområderne. Men han forstår ikke, hvorfor politikerne ser så bekymret på udviklingen.
- Generelt set har jeg svært ved at bevare pessimismen.
Det sker for områder på regeringens ghettoliste
Kommuner får videre rammer til at ændre beboergruppen, når et boligområde kommer på regeringens ghettoliste.
Regeringen laver hvert år en ghettoliste baseret på forskellige kriterier.
En placering på listen eller en placering på listen over boligområder med "kombineret udlejning" udløser en række muligheder og særlige regler.
Reglerne om kombineret udlejning anvendes i boligområder med almene boligafdelinger på mindst 1.000 beboere. Mindst 40 procent af beboerne mellem 18 og 64 år er uden for arbejdsmarkedet.
Hvis området har mindst 5.000 beboere, er det tilstrækkeligt, at mindst 30 procent af beboerne er uden for arbejdsmarkedet.
Her er en oversigt over, hvad det betyder, hvis et boligområde ender på en eller begge af de to lister:
- Kommuner må ikke placere flygtninge i boligområder, der står på en af de to lister.
- Boligsøgende, der i de seneste seks måneder er straffet for strafbare forhold eller er løsladt fra fængsel, kan ikke henvises til boligområderne.
- Det er heller ikke muligt at opnå familiesammenføring, hvis man har bopæl i et boligområdet omfattet af definitionen for kombineret udlejning. Kommunen kan beslutte, at boligsøgende, der har modtaget sociale ydelser, fordi de er uden for arbejdsmarkedet, ikke kan henvises til boliger i området. Kommunen skal dog finde en bolig et andet sted til disse personer.
- Der er afsat 160 millioner kroner årligt indtil 2020 i en pulje i Landsbyggefonden til at forbedre infrastrukturen i alle store boligområder, der opfylder to eller flere af ghettolistens fem kriterier.
- Derudover er der to puljer, som ikke er forbeholdt boligområder på ghettolisten, men da støtten tildeles på baggrund af et trangskriterium, vil afdelinger i områder på regeringens ghettoliste ofte blive tilgodeset.
- Det drejer sig om en pulje på 465 millioner kroner årligt til og med 2018 i Landsbyggefonden til boligsociale indsatser i udsatte boligområder. Samt en investeringsramme på i alt 18 milliarder kr. fra 2015-2020 til støtte til renoveringsarbejder i almene boligafdelinger.
Listen lægger især vægt på områdernes samlede kriminalitetsrate, arbejdsløshed, uddannelsesniveau, indkomstniveau og den samlede andel af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande.
- Det er vigtigt, at problemerne identificeres og sættes på dagsordenen, sådan at de kan håndteres på den rigtige måde. Og det er med det formål, at ghettodefinitionen og ghettolisterne er blevet indført, siger transportminister Ole Birk Olesen (LA) til TV 2.
Men listen, som kan ses i sin helhed nederst i artiklen, får også en del kritik med på vejen.
KRITERIER FOR AT KOMME PÅ GHETTOLISTEN
- Andelen af 18-64 årige i området, som ikke er i arbejde eller under uddannelse, overstiger 40 procent.
- Andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande i området overstiger 50 procent. Antallet af dømte for lovovertrædelser overstiger 2,7 procent af beboerne på 18 år og derover.
- Over halvdelen af beboere i alderen 30-59 år, har kun en grunduddannelse eller har ikke oplyst, at de har en uddannelse.
- Den gennemsnitlige bruttoindkomst for folk mellem 15-64 år er mindre end 55 procent af, hvad folk i regionen i gennemsnit tjener.
Listen omfatter almene boligområder med mindst 1.000 beboere.
Debattør: Hvorfor skal den udgives?
Blandt andet fra forfatter og debattør Ahmad Mahmoud. Han mener på den ene side, at det er nødvendigt at finde ud af, hvor de udfordrede boligområder ligger, så man kan sætte ekstra ind.
Men omvendt mener han også, at beboerne bliver mere marginaliseret af listen.
- Jeg kan ikke se værdien ved, at vi offentliggør listen. Jeg synes, at man udstiller de mennesker, der i forvejen bor der.
Han frygter også, at stemplet som ghettoområde vil få de ressourcestærke til at flytte. Og så har man kun de ressourcesvageste tilbage i områderne.
"Absurd" måde at lave det på
I Bispeparken i Københavns nordvestkvarter er skepsissen også udtalt. Sidste år kom området på listen.
- I min optik er det bare en fuldstændig absurd måde at lave det på, siger Bjarne Larsson, som er administrerende direktør i FSB, der står for udlejningen i området.
Han fremhæver i stedet, at man gennem et samarbejde med Københavns Kommune har lavet en udlejningspolitik, der sikrer en bedre sammensætning i området.
- Det er et langt, sejt træk, vi arbejder med. Vi kan ikke bruge den liste til noget, og det ved regeringen også godt. Det er symbolpolitik, og det har det været gennem de sidste mange år. Det kan vi trække lidt på skuldrene over. Vi kan blive en lille smule irriterede. Men det er ikke den måde, man skal arbejde med et boligområdes udvikling, siger Bjarne Larsson.
Ghettoområder på listen i 2017
- Mjølnerparken, København
- Gadelandet/Husumgård, København
- Tingbjerg/Utterslevhuse, København
- Bispeparken, København
- Tåstrupgård, Høje Taastrup
- Gadehavegård, Høje Taastrup
- Agervang, Holbæk
- Ringparken, Slagelse
- Motalavej, Slagelse
- Lindholm, Guldborgsund
- Solbakken mv, Odense
- Vollsmose, Odense
- Nørager/Søstjernevej m.fl, Sønderborg
- Stengårdsvej, Esbjerg
- Korskærparken, Fredericia
- Sundparken, Horsens
- Munkebo, Kolding
- Skovvejen/Skovparken, Kolding
- Finlandsparken, Vejle
- Bispehaven, Aarhus
- Skovgårdsparken, Aarhus
- Gellerupparken/Toveshøj, Aarhus
Fyn har fået endnu et ghettoområde
Solbakken i Odense er tilbage på listen over fynske ghettoområder. Vollsmose og Byparken i Svendborg er fortsat på listen.
Den såkaldte ghettoliste over belastede områder indeholder tre fynske områder. Det oplyser Transport-, Bygning- og Boligministeriet.
Ud over Vollsmose i Odense og Byparken/Skovparken i Svendborg er Solbakken i Odense tilbage på listen. Området har tidligere været på ghettolisten.
Fælles for Vollsmose og Byparken/Skovparken er, at over halvdelen af beboerne står uden for arbejdsmarkedet. Til sammenligning er det 42,1 procent i Solbakken, der ligger tæt på Vollsmose.
Ghettoområderne i Vollsmose og Svendborg har dermed det højeste antal af beboere uden for arbejdsmarkedet på landsplan.
Sådan bestemmes et ghettoområde
På landsplan er der i år 25 almene boligområder på listen. Fire af områderne er nye, heriblandt altså Solbakken i Odense.
Antallet af udsatte boligområder er uændret i forhold til 2015. Regeringen forsøger dog at nedbringe antallet.
- Der findes allerede en lang række værktøjer i den eksisterende lovgivning, som vi kan gøre brug af, når vi sammen med kommunerne og boligselskaberne skal tage hånd om de udfordringer, de udsatte boligområder står overfor, siger transport- bygnings og boligminister Ole Birk Olesen (LA) i en pressemeddelelse.
Beboeres indkomst, etnicitet og straffeattest er med til at afgøre, om et boligområde ryger på ghettolisten.
Ghettoområder
De boligområder, der kommer på listen, er almene boligområder med mindst 1000 beboere, der opfylder tre ud af fem kriterier.
De fem kriterier er:
- Mere end 40 procent af beboerne mellem 18 og 64 år har ikke tilknytning til enten arbejdsmarkedet eller en uddannelse. Det udregnes som et gennemsnit over de seneste to år.
- Mere end 50 procent af beboerne er indvandrere eller efterkommere fra ikkevestlige lande.
- Mere end 2,7 procent af beboerne over 18 år er dømt for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer. Det udregnes som et gennemsnit af de seneste to år.
- Mere end 50 procent af beboerne i alderen 30 til 59 år har højst en grunduddannelse. Personer med ikke oplyst uddannelsesniveau tælles med.
- Boligområdets indkomst skal være væsentligt lavere end resten af regionens.
- Det måles ved at tage den gennemsnitlige bruttoindkomst for skattepligtige beboere i alderen 15 til 64 år, som ikke er under uddannelse. Den skal være 55 procent lavere end gennemsnittet for regionen.
Korte videoer
Tre mænd er blevet anholdt på en parkeringsplads ved Gasværksgade i Nyborg i en større politiaktion fredag eftermiddag og aften.
Mændene bliver sat i forbindelse med en sag om frihedsberøvelse af en mand i 50’erne, skrev Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse fredag aften.
I forbindelse med politiaktionen var Fyns Politi massivt til stede på parkeringspladsen, hvor mændene blev ført væk i DNA-dragter.
Det berettede Nina Jensen, der overværede politiaktionen, og som er bosat på Slotsgade tæt på parkeringspladsen.
- Det eneste, jeg kan sige, er, at der holder en sort bil med åbne døre. Mænd er blevet ført væk i DNA-dragter, sagde Nina Jensen til TV 2 Fyn.
Ford fjernet
Nina Jensen oplyser videre, at der desuden var en hundepatrulje og en ambulance til stede på parkeringspladsen, der blev afspærret, mens politiaktionen pågik.
TV 2 Fyns reporter, der befandt sig på stedet, fortalte, at aktionen var færdig sent fredag eftermiddag, og at afspærringen blev taget ned igen.
- En kranbil fra Falck har desuden taget en sort Ford med, sagde TV 2 Fyns reporter, der forsøgte at få en kommentar fra Fyns Politis indsatsleder på stedet, der ikke ønskede at udtale sig.
Købehavns Vestegns Politi skrev i pressemeddelelsen, at de tre mænd ventes at blive fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Glostrup lørdag med begæring om lukkede døre.
Politikredsen havde desuden ikke flere kommentarer til sagen, da den fortsat efterforskes.
TV 2 Fyn har forsøgt at få en kommentar fra Fyns Politi. Det har ikke været muligt.
En bred, tværpolitisk gruppe af byrødderne i Kerteminde Kommune er enige.
Enige om at sige nej til udvidelen af Odense Havn, som var kommunens helt store emne ved kommunalvalget.
Fredag eftermiddag mødtes de for igen at diskutere havneudvidelsen.
- Vi har kunnet konstatere, at en udvidelse af havnen vil få store konsekvenser for vores natur og vores miljø, siger Toke Kristensen fra Radikale Venstre.
Kan blive trumfet af regeringen
Gruppen, som består af Radikale Venstre, Enhedslisten, SF, Dansk Folkeparti og Lars Hansborg-Sørensen fra Socialdemokratiet, sætter spørgsmålstegn ved, om der reelt er behov for en udvidelse af Odense Havn, og om gevinsterne ved udvidelsen kan svare sig, i forhold til de konsekvenser det kan have for borgere, natur og lokalsamfund i kommunen.
Udvidelsen af Odense Havn handler blandt andet om at gøre mere plads til, at der kan transporteres komponenter ud af havnen til at skabe vindmølleparker rundt omkring i Europa. Og det kan kræve et stort byggeprojekt ved blandt andet udvidelser af vejene mellem Odense og Munkebo.
Men den tværpolitiske gruppe har kigget i lokalplaner og mener at have fundet op mod 890.000 uudnyttede kvadratmeter ejet af Odense Havn, som med fordel kunne inddrages, før man begynder at pille for meget ved lokalområderne i Kerteminde Kommune.
- Vi er ikke imod, at havnen er aktiv, og vi får vindmøller og alt muligt andet. Men vi synes jo, de skal udnytte de arealer, de har i forvejen, inden noget som helst andet, siger Alex Haurand fra SF.
Generelt mener gruppen, at havneudvidelsen ikke er godt nok belyst.
- Jo mere vi får det her belyst, og når information og viden kommer frem omkring, hvilke konsekvenser vi kigger ind til. Så er det vores håb, at der er andre, der får øjnene op for, at det er en dårlig løsning at udvide Odense Havn.
Det er stadigvæk et mindretal på 12 ud af 25 mandater i Kerteminde Byråd, som er imod havneudvidelsen. Og selv hvis de får overtalt en af de byrødder, som støtter op om havneudvidelsen, er det ikke sikkert, Kerteminde selv bestemmer, om havneudvidelsen kommer eller ej.
Men ifølge Dansk Folkepartis Morten Haubro er det alligevel vigtigt at kæmpe kampen, selvom den kan være tabt på forhånd.
- Hvis regeringen i sidste ende kommer og siger, at den skal udvides, så kan vi jo ikke gøre så meget. Men så har vi stadig vist vores utilfredshed, og derfor tænker jeg også, vi har et meget større ord at skulle have sagt i forhold til omgivelserne for borgerne og naturen derude, siger han.
Siden torsdag har det været forbudt at krydse Storebæltsbroen med lette påhængskøretøjer, men nu er forbuddet blevet udvidet, så det gælder alle påhængskøretøjer på under 2.500 kilo.
Det skriver Storebaelt.dk.
- På Storebælt advares der imod kraftig blæst, der kan påvirke kørslen. Påhængskøretøjer med vægt under 2,5 ton forbudt, lyder det.
Forbuddet gælder i begge retninger, og det forventes ophævet lørdag klokken 10.
Danmarks håndboldherrer spiller i skrivende stund EM-semifinale mod Island i Herning, men det er uden odenseanske Kaja Gulbæk på lægterne.
Den 58-årige kvinde er nemlig blevet snydt af en billethaj, der har franarret hende 2.750 kroner, skriver DR.
- Jeg føler mig snydt, og jeg føler mig dum. Men mest af alt er jeg ærgerlig over, at jeg ikke kommer over og ser den kamp fredag aften. Det er trist, siger hun.
Torsdag faldt hun over en på Facebook, der udgav sig for sælge billetter. Hun overførte penge til en lettisk bank, men så aldrig de to billetter.
Herefter prøvede Kaja Gulbæks islandske kæreste at skrive til selvsamme person, der forsøgte at lave nummeret på ham, men uden held.
Fredag åbnede SwopShop i hjertet af Odense med et modeshow fyldt med genbrug, upcyclet og repareret tøj.
Og der var da også helt fyldt i butikken i Kongensgade, hvor der var hyret DJ til at sætte gang i festen.
Hele weekenden kan alle gratis bytte deres brugte tøj til ”nyt” og være en del af et fællesskab, der sætter fokus på genbrug, kreativitet og et mindre CO2-aftryk.
Her foregår det
Adresse:
Kongensgade 26, 5000 Odense C
Åbningstider:
Fredag 30.1. kl. 15.00 - 19.00 (modeshow kl. 16.30)
Lørdag 31.1. kl. 10.00 - 16.00
Søndag 1.2. kl. 10.00 - 15.00
Få den fulde appoplevelse
Hent vores app og gå ikke glip af de vigtigste fynske nyheder
Dit digitale aftryk
Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.
Du kan altid ændre dine præferencer senere
Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.
Se flere detaljer om vores cookies her