Vindstød af stormende kuling til store dele af Fyn

Et lavtryk lige nord for Danmark sender kraftig blæst og byger over Danmark.

Sommervejret er sat på pause, og dagens vejr smager af efterår. Der vil komme kraftige vindstød mange steder i landet, og især ved vestvendte kyster kan vindstødene være af stormende kuling.

I sommerperioden er både natur og mennesker mere sårbare overfor blæst. Der er løv på træerne, og telte, trampoliner med mere står ude. Derfor varsler TV 2 Vejret for vindstød af stormende kuling.

 
 
Foto: TV 2 VEJRET

Allerede fra morgenstunden kan der komme kraftige vindstød nær den jyske vestkyst. Senere på dagen vil de kraftigste vindstød også komme længere mod øst, som det fremgår af ovenstående varselskort.

 
 
Foto: TV 2 VEJRET
 
 
Foto: TV 2 VEJRET

Det er tæt på vestvendte kyster, man kan forvente de kraftigste vindstød, og måske kan der her også komme enkelte stormstød. I forbindelse med en kraftig byge kan der også komme meget kraftige vindstød langt fra kysterne.

 

Farligt for sejlere, stilladser og telte

Midt på eftermiddagen kulminerer vinden, og det vil blæse kraftigt i hele landet. Blæsten og de kraftige vindstød kan rive telte itu og sende havemøbler eller trampoliner på en flyvetur.

Fritidssejlere vil mærke bølger i de danske farvande, som rejser sig til mellem tre og fire meter. Det er ubehageligt og farligt for små både og uerfarne sejlere.

Udover vindstød vil dagens byger også lokalt være med torden, og særligt i Nordjylland kommer der mange millimeter regn.

 
 
Foto: TV 2 VEJRET

Oversigt

    Oversigt