Efter medarbejderflugt - nu vil borgmester skaffe hænder til ældreplejen

Borgmester Søren Steen Andersen vil sætte penge af til at skaffe nye elever til den stærkt kritiserede hjemmepleje i Assens kommune.

- Det er en skrue, der skruer sig selv nedad. Det har en selvforstærkende effekt. 

Sådan siger Assens Kommunes borgmester Søren Steen Andersen (V) om de mange sosu'er, som sygemelder sig og siger op på grund af travlhed og dårlige vilkår i hjemmeplejen kommunen. 

Selvom han er stolt af, at der netop er indkommet 22 ansøgninger til otte sosu-stillinger i kommunen, så kan der ikke i øjeblikket ansættes nye medarbejdere hurtigt nok til at fylde hullerne efter de mange sygemeldte sosu'er og dem, der slet og ret har sagt op. 

Men til efteråret, når politikerne mødes for at budgetforhandle, håber borgmesteren at han kan få sine byrådskolleger med på idéen om at lave en rekrutteringspulje til netop sosu-området.

- Jeg kaster mig ind i at få en pulje til rekruttering. Det handler om at få nye elever ind og fastholde dem, der er her, sagde han søndag til TV 2 Fyn.

Langvarigt problem

Problemerne indenfor plejeområdet i Assens har været velkendte i tre år. 

De skyldes i følge borgmesteren, at kommunen var "bagud" med 120 millioner kroner, og at der er blevet sparet massivt for at lappe hullet. Men med den seneste udligningsreform er der ikke længere behov for at skære ned, så nu vil Søren Steen Andersen have fokus på at skabe forbedringer. 

Og der er nok at tage fat på, hvis man spørger kommunens medarbejdere og de pårørende, som den seneste uge har henvendt sig til TV 2 Fyn.

quote Det er ikke vores standard, men vi bliver nødt til at være loyale over for vores arbejdsgiver

Jane Dideriksen, sosu-hjælper i Assens Syd

- Der er jo kommet flere ældre og færre sosu'er. Så giver det jo sig selv, sagde Gitte Schmidt, social- og sundhedshjælper samt fællestillidsmand, fredag til TV 2 Fyn om, hvorfor problemerne er så store netop nu, at en lang række medarbejdere siger op eller sygemelder sig.

- Vi er ikke tilfredse selv. Men det er det, vi arbejder efter. Det er det, vores arbejdsgiver har besluttet. Så derfor arbejder vi ud fra det. Det er ikke vores standard, men vi bliver nødt til at være loyale over for vores arbejdsgiver, siger Jane Dideriksen, der er social- og sundhedshjælper i Assens Syd.

På landsplan mangler der 8.500 medarbejdere på sosu-området.