Shrek går snart på Frøbjergs scene
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
En masse frivillige knokler med at få kulisserne og de sidste detaljer klar på Frøbjerg Bavnehøj, hvor musicalen Shrek snart skal spilles. Et eventyrligt landskab skyder op, hvor Juliette Schaufuss og Kasper Møller og mange andre optræde om ikke så lang tid.
Juliette Schaufuss ser frem til at skulle stå på scenen som Fiona.
- Jeg kommer med min passion for dans, sang og dramatikken, og jeg glæder mig til at skulle fortælle den sjove historie om Shrek og hele eventyruniverset. Det er et rigtig godt hold, der er på Frøbjerg, siger hun. Sidste år havde hun hovedrollen som Zeus' datter musikkens muse Polyhymnia i forestillingen ”Mød mig på Cassiopeia” på Nyborg Voldspil, og det er første gang, hun er med hos Frøbjerg Festspil.
Kasper Møller er også mere end klar til at begejstre publikum i alle aldre i rollen som Shrek.
- Vi har et godt hold. Vi har haft mange prøver, og der er en rigtig god stemning. Vi har grint og moret os. Det er superfedt at være med til, understreger Kasper Møller.
Årets forestilling henvender sig til et bredt publikum. Både de yngste og de ældste kan nyde og grine med i denne enestående humoristiske oplevelse med masser sjove eventyrlige figurer og mange gode musiknumre, der kan sparke festen i gang, skriver festspillene i en pressemeddelelse. Shrek The Musical spiller på Frøbjerg Bavnehøj i perioden 10. august – 26. august.