1.000 færre villaer på Fyn: Antallet af boliger til salg er det laveste i næsten 16 år

Mens udbuddet af boliger til salg er faldet, så er udbudspriserne steget, oplyser Finans Danmark.

Antallet af boliger til salg er lige nu det laveste i næsten 16 år.

Ifølge Finans Danmark, interesseorganisation for den finansielle sektor, står der lige nu 21.141 parcel- og rækkehuse til salg i Danmark.

På Fyn er 2.441 villaer til salg i januar. Til sammenligning var 3.572 villaer til salg på Fyn i januar 2019. Det er et fald på 31,6 procent.

Det er ikke set lavere siden juni 2006, oplyser Finans Danmark.

Høj handelsaktivitet

Det lave udbud kan være med til at have skubbet udbudspriserne i vejret, da husene står til salg til priser, der er 8,7 procent højere end for et år siden.

Konkret betyder det, at et typisk hus på 140 kvadratmeter lige nu udbydes til en pris på godt 2,7 millioner kroner.

De højere udbudspriser er dog ikke ensbetydende med, at danskerne går forgæves i jagten på drømmeboligen. Det siger Jeppe Juul Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank.

- Handelsaktiviteten er fortsat imponerende høj.

- Så det lave udbud og de stadig stigende priser er altså ikke noget, der ligefrem får boligkøberne til at løbende skrigende bort, siger han i en skriftlig kommentar.

Blandt ejerlejlighederne er der omvendt flere til salg nu, end det var tilfældet for et år siden.

Der er således 5084 ejerlejligheder til salg, og det er godt 500 flere end for et år siden.

Få lejligheder

Med til historien hører det, at antallet af lejligheder til salg fortsat er på et forholdsvist lavt niveau.

For ejerlejlighederne står de i øjeblikket til salg til priser, der er 6,6 procent højere end for et år siden.

- På ejerlejlighedsmarkedet kan kommende købere glæde sig over, at der er lidt flere lejligheder at vælge imellem end for et år siden, siger Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark.

- Til gengæld er priserne højere nu end for et år siden, siger hun i en pressemeddelelse.

Oversigt

    Oversigt